Gældsplagede lande skal fremover kunne smide håndklædet i ringen og erklære sig selv konkurs, før de røde tal i statsbudgettet udvikler sig til masseødelæggelseskriser som tidligere set i blandt andet Asien, og som i øjeblikket er ved at jævne Argentina med jorden. Samtidig skal det internationale samfund oprette et uafhængigt panel - en slags konkursdomstol - der skal hjælpe med at navigere kriseramte lande uden om eller igennem nedturen. Forslaget er det vigtigste - og mange vil sige eneste - resultat af weekendens halvårsmøde i Washington mellem Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken. Idé var længe undervejs Ideen har længe været undervejs og ses af flere som et forsøg fra de to udskældte pengetankes side på at virke mere humane. Især under Asienkrisen, men i høj grad også under den igangværende nedtur i Argentina, er ikke mindst IMF blevet udpeget som en af de hovedansvarlige for problemernes omfang. »Intet er vedtaget endnu, og der ligger fortsat meget arbejde forude. Men det her er et gennembrud«, siger IMF's topchef Horst Köhler til nyhedsbureauet Reuters. Flere af de lande, som planen retter sig mod, er dog stærkt skeptiske, i hvert fald officielt. I en atmosfære, hvor de internationale kapitalmarkeder er pressede og investorerne nervøse, frygter landene at tilslutte sig initiativet, fordi det måske kan tydes, som om de selv forventer at nærme sig en økonomisk krise. Frygt for hasard Samtidig har investorer på Wall Street og andre af klodens kapitalcentre modarbejdet forslaget i årevis, fordi man frygter, at visse udviklingslande vil udnytte muligheden til at spille hasard med udenlandske investorers penge. Argentinas fald har dog chokeret investorerne så voldsomt, at modstanden er blevet mindre. I øjeblikket udvikler argentinernes nedtur sig dobbelt så hurtigt som under USA's store krak i 1930'erne. Samtidig frygter mange, at Brasilien ryger med i faldet, hvis landets regeringsvalg til efteråret ender med en sejr til venstrefløjen, der officielt taler imod IMF's skrappe reformkrav. »Det er et stort fremskridt, hvis forslagene gennemføres. Især fordi gældsplagede lande derved juridisk kan holde deres kreditorer ude i arms længde, hvis der opstår en økonomisk krise. Indtil nu har udenlandske investorer som oftest kun tænkt på at redde de penge, de selv har på spil, uden at tænke på konsekvenserne for befolkningen«, siger John Nordbo, talsmand for 92-Gruppen, der er paraplyorganisation for en række danske miljø- og udviklingsorganisationer. Ulandsorganisationen Ibis er også positiv, men frygter, at initiativet reelt kun retter sig mod lande i blandt andet Asien og Latinamerika. Afrika glemt »De gældsplagede lande i Afrika er ikke interessante for investorer og ses dermed ikke som en reel faktor, der kan påvirke stabiliteten i verdensøkonomien. Derfor vil der formentlig være mindre vilje til at hjælpe disse lande«, vurderer Morten Emil Hansen fra Ibis. Han havde gerne set, at weekendens møde havde udmøntet sig i flere penge, der kunne lette gældsbyrden for verdens allerfattigste lande. »Alle har erkendt, at især mange afrikanske lande ikke har en chance for at leve op til de krav, som IMF og Verdensbanken har stillet som betingelse for at lette deres gæld. Alle erkender problemerne, men ingen er villige til at handle. Især ikke hvis det koster penge«, siger Morten Emil Hansen. Ønske om højere salg til rige lande Et af kravene i pengetankenes gældslettelsesprogram, det såkaldte HIPC- initiativ (Highly Indebted Poor Countries), er, at udviklingslandene skal producere og sælge mere til udlandet. Men rige landes høje toldmure spænder ben. Ifølge Verdensbankens seneste beregninger koster handelshindringer årligt udviklingslandene 650 milliarder dollar, som ellers ville kunne bruges på sundhed og uddannelse.