Når den afgående generaldirektør for Verdenshandelsorganisationen WTO Mike Moore i denne uge overdrager posten til sin efterfølger, thailænderen Supachai Panitchpakdi, efterlader han et skrivebord spækket med uløste - nogen vil sige uløselige - opgaver. 'Mad Mike' er newzealænderen blevet kaldt blandt venner og fjender. Men de fleste er enige om, at der ikke har været mange 'vanvittige' præstationer over hans arbejde i de tre år, han har stået i spidsen for WTO. Derfor er der nu skruet ekstra op for forventningerne til den vellidte thailandske økonom og vicepremierminister med tilnavnet dr. Sup, der blandt andet er kendt for at gelejde Thailand ud af det økonomiske morads under Asienkrisen. Især vil mange udviklingslande håbe, at den 55-årige thailænder vil bruge sin erfaring til at tale de fattiges sag - altså sørge for bedre markedsadgang for udviklingslandenes varer og løsere krav, når det gælder de fattiges implementering af indviklede WTO-regler. »Panitchpakdi tiltræder på et utroligt vigtigt tidspunkt. WTO står midt i den nye forhandlingsrunde, der blev skudt i gang under det seneste topmøde i Qatar i fjor. Og der venter mange forhandlinger forude, før det næste møde i Mexico om et år«, siger Karsten Skjalm, seniorforsker ved Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI). Selv om udviklingslandene udgør totredjedele af WTO's medlemmer, er det første gang i organisationens historie, at topchefen kommer fra den tredje verden. At Panitchpakdi i denne uge får WTO's pæneste visitkort huer da heller ikke alle. Især USA har kæmpet ihærdigt for, at Mike Moore skulle sidde i alle seks år, som posten normalt lyder på. Men hele Asien, store dele af Afrika og godt halvdelen af EU-landene ønskede Panitchpakdi, og duellen endte i 1999 med det kompromis, at de to kandidater delte embedsperioden mellem sig. Den vigtigste og mest betændte WTO-opgave i thailænderens tid bliver at få de rige lande - især EU og USA - til at droppe deres gevaldige favorisering af egne landmænd via subsidier og toldmure, der effektivt holder de fattiges billigere landbrugsvarer i bekvem afstand fra europæiske og amerikanske forbrugere. Samlet støtter den rige verden sine bønder med knap otte milliarder kroner om dagen. EU kvier sig ved at overlade landbruget til friere markedskræfter. Og bedre bliver det ikke af, at den amerikanske Bush-regering tidligere på året vedtog en ny landbrugspakke, der over de næste ti år vil give USA's farmere massive dollarindsprøjtninger. Uenighederne mellem rige og fattige var en vigtig årsag til, at WTO-topmødet i Seattle i 1999 - kort efter Mike Moore trådte til - faldt til jorden med et brag. Og da WTO i fjor med nød og næppe fik samlet stumperne op på topmødet i den lille oliestat Qatar, var udviklingslandene langt fra tilfredse. WTO's problemer rækker dog meget længere end kløften mellem det rige Nord og fattige Syd. USA's og EU's langvarige stridigheder om blandt andet hormonkød og konkurrence blandt stålproducenter vidner om det modsatte. »Uenighederne i WTO er et opgør på kryds og tværs af klodens breddegrader«, siger Karsten Skjalm.