Nationalbanken vil komme med nye rentefald for at svække interessen for kronen. Det siger økonom i Danske Bank, Thomas Kyhl. »Kronen er fortsat meget stærk overfor euroen, og da indstrømningen af valuta ikke ser ud til at aftage foreløbig, vil Nationalbanken formentlig endnu engang sænke renten med 0,05 procentpoint indenfor de næste tre måneder«, siger Thomas Kyhl. Valutaen er strømmet ind i landet, så valutareserven er større end nogensinde på 194,1 mia. kr, oplyser Nationalbanken. Årsagen til vokseværket og den stærke danske krone er, at krisen på aktiemarkedet har fået danske investorer til at sælge ud af udenlandske aktier og i højere grad købe sikre danske obligationer. Det samme har udenlandske investorer gjort. Tilstrømning af valuta øger efterspørgslen på danske kroner, og det har bevirket, at kronen gennem længere tid har været meget stærk overfor euroen. Nationalbanken finjusterede derfor i sidste uge den danske udlånsrente nedad med 0,05 procentpoint til 3,45 procent.
Stærk krone baner vejen for nyt rentefald
Lyt til artiklen