Verdens medicinalgiganter og medlemmerne af Verdenshandelsorganisationen WTO er tæt på at sætte sidste punktum i en aftale, der skal sikre fattige lande fri adgang til billig kopimedicin i kampen mod livstruende sygdomme. »Selv om amerikanerne stadig er lidt tøvende, så arbejder vi stærkt på at have aftalen klar i slutningen af juni«, siger Mogens Peter Carl, EU-kommissionens generaldirektør for handel, der i går deltog i et internationalt møde mellem medicinalselskaber, hjælpeorganisationer og regeringsfolk. Parterne var samlet i Bruxelles for at diskutere, hvordan de kan forhindre, at millioner af fattige i den tredje verden hvert år dør af infektioner og sygdomme, fordi de ikke behandles. Har ikke råd Et af de utallige problemer er, at udviklingslandene ikke har råd til at købe den nyeste og mest effektive medicin, fordi den er dyr og beskyttet af patenter. Stærkt presset fik det i efteråret WTO-medlemmerne til at underskrive en erklæring, der gav udviklingslandene lov til at kopiere medicinselskabernes produkter. Men teksten gav kun grønt lys for de fattige lande, der i forvejen har fabrikker til at producere medicinen på. Dermed var mange af de mest sygdomsplagede lande udelukket på forhånd. Skeptiske eksperter Men det laver den nye aftale angiveligt om på. Fremover kan et land som Ghana - der har alvorlige problemer med hiv/aids og malaria, men ingen produktionskapacitet - dermed bestille medicinen hos en kopiproducent i Sydafrika. Alligevel er udviklingseksperter skeptiske. »Det er kun en stakket frist. I 2005 skal både Sydafrika og andre lande med kopiproduktion overholde WTO's generelle regler om ophavsrettigheder, der forbyder virksomheder at bryde andres patenter medmindre de får en særlig tilladelse. Men det er så bureaukratisk og besværligt, at kopiproducenterne vil opgive på forhånd, og så er vi lige vidt«, siger Seco Gerard, EU-ansvarlig i Læger uden Grænser i Bruxelles. De fleste medicinselskaber peger dog på, at patenter kun har en lille del af skylden for udviklinglandenes sygdomskatastrofe. Langt de fleste problemer hænger sammen med landenes dårlige infrastruktur, mangel på læger, hospitalsudstyr og andre ressourcer. Infrastrukturen skal være der »Det hjælper ikke, at vi giver medicinen gratis, hvis der ikke er en infrastruktur, der gør det muligt at nå ud til patienterne. Og det hjælper heller ikke at give folk medicin, hvis de tager den forkert, fordi de ikke kan læse instruktionen på pakningen«, siger Phil Rush, talsmand for medicinselskabet Novartis Pharmaceuticals. Hver dag dør over 33.000 børn i fattige lande af tropesygdomme og infektioner, fordi de ikke kommer under behandling eller bliver vaccineret.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dokumentet«: To historikere mener at kunne afsløre intim sandhed om Frederik VII
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
I 1987 skrev den vanærede præsident et personligt brev til Trump. Det kom til at ligne en profeti
-
»Jeg savner nogle at snakke med«: På sine besøg på kommunens plejehjem mødte borgmesteren mange yngre borgere: »Det må vi kunne gøre bedre«
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview