Mens regeringspartierne Venstre og de konservative strides om, hvem der skal have gavn af de lovede skattelettelser fra 2004, så har økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsens (K) ministerium opstiller helt klare prioriteringer i skattepolitikken. Bendt Bendtsens embedsmænd peger i rapporten 'Vækstvilkår i Danmark' således på, at den danske topskat udgør den væsentligste skattemæssige barriere for at få danskerne til at yde en ekstra indsats på arbejdsmarkedet. Dermed overtrumfer embedsmændene de konservative, som helst vil sænke skatten for mellemindkomster, og de øger samtidig afstanden til Venstre og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), som flere gange har fremhævet behovet for at gøre noget for dem, der ligger i bunden af indkomstskalaen. Embedsmændene ønsker ikke åbent at udtale sig om det hensigtsmæssige i den ene eller anden form for skattelettelse. Men hele vækstrapporten, der blev offentliggjort sidste onsdag, udgør et kraftigt vink med en vognstang til deres politiske chef, og det er sjældent, at embedsmænd i den grad udstiller deres egne, divergerende holdninger. Det var for eksempel aldrig sket i den forrige regerings tid. Embedsmændene påpeger for eksempel, at ingen andre lande snupper, som Danmark gør, 71 øre af den sidst tjente krone for folk i den høje ende af lønskalaen. Og når man omvendt taler om folk med lave eller mellemindkomster ligger den danske marginalbeskatning, i en direkte sammenligning med udlandet, lunt i svinget uden de store problemer. Tyskerne går f.eks. langt hårdere til værks over for mellemindkomsterne, og franskmændene henter næsten 80 øre af den sidst tjente krone hos folk med lave indkomster. I Danmark nøjes vi med at tage 61 øre af den sidste krone fra lavindkomsterne. Samtidig sætter grænsen for det højeste skattetræk også langt tidligere ind i Danmark. Herhjemme må alle, der tjener mere end 285.000 kr. årligt betale topskat, mens grænsen i Tyskland f.eks. er 440.000 kr. Resultatet er, at mange danskere - ca. 41 ud af 100 fuldtidsbeskæftigede danskere - betaler topskat. Det er et tal, som har været stigende lige siden 1987, hvor kun 26 ud af 100 lå i det øverste skattelag. Regeringens plan om at sænke skatten på arbejdsindkomst fra 2004 hænger uløseligt sammen med den store udfordring, der ligger i at lokke mere arbejde ud af danskerne fremover. Det kan enten ske ved, at flere kommer ud på arbejdsmarkedet, eller ved at de, der allerede er i job, giver den en ekstra skalle - eller en kombination af begge. Låg på uenighed Men embedsmændene går ikke hele planken ud. De undlader behændigt at opstille beregninger, der viser, hvor mange flere arbejdstimer der kan hives ud af danskerne ved at sænke skatten på den sidst tjente krone. Årsagen er ganske givet, at den type beregninger for alvor vil udstille, at de konservatives skatteplan formentlig giver mere smæk for skillingen end Venstres plan, og det vil kunne sætte lus i skindpelsen mellem de to regeringspartier. De økonomiske vismænd har tidligere opstillet et sådant regnestykke, og deres lommeregner understøtter, at man opnår den maksimale positive virkning på arbejdsudbuddet ved at ændre i topskatten. Ændringer i bundskatten har den mindste virkning. Lægger man dertil de ekstra skatteindtægter, der vil følge af, at der bliver præsteret flere arbejdstimer i samfundet, så kan en lempelse af topskatten næsten betale sig selv, ifølge vismændene. Hæves topskattegrænsen f.eks. med ca. 70.000 kr. til 350.000 kr. vil 60 procent af det tabte provenu komme hjem igen, alene som følge af, at arbejdsudbuddet stiger. Tager man yderligere højde for, at forbruget og dermed også indtægterne fra moms og punktafgifterne stiger, når arbejdsindsatsen stiger, så ender man med at hente næsten 90 procent af den oprindelige lempelse hjem igen. En tilsvarende øvelse, hvor bundskatten sænkes, vil kun skaffe 38 procent af de tabte skatteindtægter i hus. Skatteekspert og økonomiprofessor Peter Birch Sørensen fra Københavns Universitet mener som embedsmændene, at topskatten at et relevant sted at sætte ind. Men han mener omvendt også, at der i princippet kan være en større effekt ved at lempe i bunden af skalaen. »Topskatten sætter tidligt ind, og det er et argument for at hæve grænsen for topskatten. Det vil have en vis positiv effekt på arbejdsudbuddet, men de empiriske undersøgelser giver ikke noget klart svar på, hvor stor effekten vil være. Faktisk kan der være en større effekt ved at lempe skatten for de lavestlønnede, fordi det påvirker selve beslutningen om at træde ind og ud af arbejdsmarkedet«, siger Peter Birch Sørensen. Han fremhæver indførelse af et beskæftigelsesfradrag som en principiel god løsning for at øge tilskyndelse til at arbejde for de lavestlønnede. På den anden siden er det meget dyrt at lette skatten i bunden, fordi det kommer alle til gode. For eksempel koster det umiddelbart syv mia. kr. i tabt provenu at lette bundskatten med et procentpoint. Til sammenligning koster det kun en mia. kr. at lempe topskatten med et procentpoint. Regeringen har gjort skattelettelser i 2004 betinget af, at der er plads i den offentlige økonomi til det. Med regeringens skattestop og nye initiativer på for eksempel sundhedsområdet er der gjort et dybt indhug i det økonomiske råderum. I den økonomiske plan frem til 2010 har regeringen afsat relativt beskedne 3,5 mia. kr. til skattelettelser. Opgør med kutyme Kutymen har indtil videre været, at man - ud fra et forsigtighedsprincip - ikke tager højde for, at en del af skattelettelserne i teorien betaler sig selv og dermed giver plads til større skattesænkninger - de såkaldte dynamiske effekter. Lettelser plejer at være finansieret krone for krone. Men hvis det overhovedet skal være muligt at give skattelettelser, der batter noget, kan det blive nødvendigt at gøre op med det princip. Og økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen gjorde det i forbindelse med lanceringen af den nye vækstplan sidste onsdag da også klart, at de dynamiske effekter vil blive medregnet hen ad vejen. Økonomiprofessor Peter Birch Sørensen advarer om, at regeringen i første ombæring hænger finansieringen af skattelettelser op på de dynamiske virkninger. »Der kommer ganske givet en eller anden positiv dynamisk effekt ved at sænke skatten på arbejde. Men det er umuligt at sige hvor meget og hvornår. Det vil være hasarderet at lette skatten i den tro, at pengene kommer hjem igen med det samme«, siger Peter Birch Sørensen.