I årevis har EU-eliten markedsført indførelsen af den fælles mønt euro som kronen på værket. Den sidste sten i bygningsværket, som skulle fuldende det indre EU-marked for varer og tjenesteydelser. Men forestillingen om, at den sidste sten nu er på plads, bristede bare tre dage efter at de nye eurosedler var sendt på gaden til entusiastiske euroborgere, og tre dage efter at tv-seerne havde overværet en euroforisk formand for EU-kommissionen - italieneren Romano Prodi - juble ind i tv- kameraret: »We are the best, We are number one in the World«. For eurolandene er nemlig ikke nummer et i verden. Og indførelsen af eurosedler og euromønter markerer blot startskuddet på mere europæisk integration og en endnu stærkere koordinering af den økonomiske politik i euroområdet. Sådan lød det torsdag i kor fra tre meget tunge og indflydelsesrige EU- herrer: Wim Duisenberg, præsident for Den Europæiske Centralbank (ECB), Pedro Solbes, EU's økonomikommissær og den spanske finansminister Rodrigo Rato, som er formand for ECOFIN - rådet af EU's økonomi- og finansministre. »Jeg tvivler på, at der er noget som helst andet sted i verden, hvor folk - fra Finland til Portugal og fra Irland til Italien - ville have modtaget en ny mønt med sådan en fart og sådan en optimisme, og det viser klart, at europæerne ønsker økonomiske forandringer, der er mindst lige så dybe som den (indførelsen af, red.) euro repræsenterer«, sagde Rodrigo Rato på et pressemøde torsdag. Så 12 år efter EU-kommissionen med biblen »One Market. One Money« leverede det økonomiske studie, der retfærdiggjorde den økonomiske del af europrojektet, vender EU-toppen problemstillingen om. Vi har nu den fælles mønt. Nu gælder det om at fuldende den økonomiske integration og hæve potentialet for økonomisk vækst via reformer på finansmarkederne, varemarkederne og på arbejdsmarkedet, lyder det. Hvorvidt den agenda fænger hos borgerne i de 12 eurolande er bestemt et åbent spørgsmål. Og der er nok ingen tvivl om, at det nu er blevet sværere at få folk i de tre tilbageværende lande uden for euro - Danmark, Sverige og Storbritannien - ind i folden. I alle tre lande er det jo folket, der bestemmer, og mere integration på ryggen af euroindførelsen er næppe en storsællert. Men udviklingen i de senere år viser faktisk, at integrationen er gået lidt i stå på flere felter. Arbejdsmarkedet, som mange kritikere anså for at være europrojektet største ahcilleshæl, er i princippet hverken integreret eller dynamisk nok til at bære en fælles mønt. Det er eksempelvis slående, at der - bortset fra Luxembourg - er ekstrem lille mobilitet over landegrænserne blandt lønmodtagere i EU. I Sydeuropa og Finland er det langt under en procent af arbejdsstyrken, som kommer fra en andet EU-land, og Tyskland og Frankrig er det omkring to procent. Det er små tal, som ikke har udsigt til at ændre sig de kommende år. Konkurrencen på varemarkederne er heller ikke god nok, og handelsintegrationen mellem EU-landene, som historisk har være en væsentlig økonomisk drivkraft, er stagneret. Den interne handel over landegrænserne er ikke vokset i betydning siden midten af 1980'erne. Hverken 1980'ernes indre marked projekt eller indførelsen af den elektroniske euro i 1999 har ændret væsentligt ved det. Men nu, hvor der er europriser overalt i de 12 lande, bliver det i princippet lettere for almindelige forbrugere at gennemskue, om konkurrencen er effektiv. Det vil i sig selv øge konkurrencen i eurolandene, mener de fleste økonomer. På bilmarkedet, hvor der i årevis har været store prisforskelle internt, er der allerede sket en vis harmonisering af priserne, men det virkelig store spring kommer først den dag, EU, gør op med bilfabrikkernes kontrol over forhandlernettet. På andre områder - medicin, offentlige indkøb, transport, forsyning, posten - halter konkurrencen også. Overraskende nok, halter det også med integrationen på finansmarkedet, som ellers har haft euro i tre år. Til at begynde med gav indførelsen af den elektroniske euro i 1999 ganske vist et par eklatante succeser. 12 mindre nationale finansmarkeder blev til et stort likvidt euromarked, og det blev startskuddet til en række overtagelser og fusioner i Europa - både interne og grænseoverskridende. Virksomhederne fik simpelthen en helt ny finansieringskilde ved at udstede obligationer på euromarkedet. Desuden blev en række nationale aktiebørser lagt sammen, og fokus på aktiemarkedet skiftede fra det nationale til brancher. Men da de lykkedes for britiske mobilselskab Vodafone at overtage Tysklands tredjestørste børsselskab Mannesmann ved hjælp af netop euroobligationer, blev det alligevel for meget for tyskerne. Først faldt et EU- direktiv om grænseoverskridende overtagelser, og fornylig indførte tyskerne - efter pres fra fagbevægelserne - så nye regler, der gør det sværere at overtage tyske virksomheder. Og så mangler der fortsat en hel del, før man kan sige, af finansmarkedet i EU er samlet. EU's lederne har i princippet sagt, at værdipapirmarkederne skal være fuldt integrerede i 2003 og i 2005 skal reglerne for finansielle tjenesteydelser - f.eks. bankforretninger, forsikringer, pensionsopsparing - være harmoniseret. Hele spørgsmålet om fælles beskatning af kapitalafkast udestår også - ikke engang regler om at udveksle informationer om EU-borgernes bankkonti i andre EU-lande kan man enes om. Jo, der er nok at tage fat på. Arbejdet er slet ikke gjort færdig med de nye sedler og mønter.