Mens euroborgerne over en bred kam frygter, at butikkerne skruer op for priserne i ly af overgangen i euro, så er der tegn i sol og måne på, at i hvert fald bilfabrikkerne i højere grad bliver nødt til at indrette sig efter prisbevidste forbrugere på jagt efter et godt tilbud. Euroen vil nemlig med et slag udstille forskelle i bilpriserne på en langt mere direkte måde end hidtil, når forbrugerne selv skulle foretage omregningerne mellem forskellige nationale valutaer. Og den nye prisgennemsigtighed kan blive startskuddet for en udligning af de store nationale prisforskelle på fuldstændig identiske biler, mener en række eksperter. Håbefulde uafhængige bilmæglere er allerede klar til at byde eurokunderne velkommen fra 1. januar. »Forbrugerne vil ikke længere acceptere at bilmodeller som f.eks. VW Golf og Audi A4 er 20 procent dyrere i Tyskland end i Finland. Fra 1. jaunar vil det helt sikkert blive nemmere at finde frem til den billigste pris, takket være euroen«, siger dr. Nicolas Carbonari, som er grundlægger af det tyske internetfirma AutoScout24. I kroner og øre betaler en tysker i dag. ca. 18.000 kr. mere for Golfen, end hun burde, hvis der var en effektiv konkurrence over eurogrænserne. Men ved at udstille den prisforskel, håber AutoScout24 at lokke tyskere og andre til at bestille og købe deres nye bil hos dem. Firmaet, som langtfra er ene på markedet, henter så bilerne hjem fra landet med de billigste priser - Finland, Spanien osv. Det vil i sidste ende gennemtvinge mere ens priser i eurolandene, lyder argumentet. Prispsykologi Prispsykologien vil virke, mener John Wormald fra autokonsulentfirmaet Autopolis, som bl.a. har foretaget flere undersøgelser af problemet for EU-kommissionen. »Kombinationen af euroen, som helt åbenlyst gør det nemmere at sammenligne priser, og internet, som gør det meget nemmere at få adgang til prisinformation, vil sætte bilfabrikkerne under større pres. Bilkøb er jo så stor en udgift for familien, at det kan betale sig at gå efter gevinsten«, siger John Wormald. Han anslår, at det i dag er maksimalt et par procent af bilsalget i eurolandene, der foregår over landegrænsen. Det tal vil sikkert stige, mener konsulentfirmaet Cap Gemini Ernst&Young. De når i en rundspørge til 8.000 forbrugere og 800 bilforhandlere i Europa, USA og Japan frem til, at bilfabrikkerne groft undervurderer, hvor stor vægt bilkøberne lægger på selve prisen. Tre ud af fire forbrugere lægger stor vægt på prisen, når de køber bil, mens det på den anden side kun er knap halvdelen af bilfabrikkerne, som tror, at priserne er vigtige. Samme undersøgelse viste, at i lande som Belgien og Holland foregår 4 procent af bilsalget via internet. I Tyskland er tallet 1,6 procent, svarende til 50.000 salg af nye biler via internet i 2000. Hvert halve år offentliggør EU-kommissionen en omfattende sammenligning af bilpriserne i de 15 EU-lande, og det er suverænt den mest besøgte hjemmeside i EU's generaldirektorat for konkurrencepolitik.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
»Jeg husker bare, at jeg stirrede på billederne på skærmen og tænkte: Kan det her virkelig passe?«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























