Den fælles mønt skulle føre til et langt tættere og mere forpligtende samarbejde om velfærd og fordelingspolitik, herunder især skattepolitikken, men også arbejdsmarkedet og i de sociale systemer. Det har de fleste eksperter forudsagt. Mange modstandere har frygtet det. En del tilhængere har set frem til det. Men det er ikke rigtigt blevet til noget. EU-kommissionens formand forsikrer, at der skal ske noget en skønne dag. »Jeg er sikker på, at euroen vil forpligte os til at indføre et nyt sæt instrumenter i den økonomiske politik«, sagde han i et interview for nylig. »Det er politisk umuligt at foreslå det nu. Men en eller anden dag vil der komme en krise, og så vil de nye instrumenter blive skabt«, forudså han. Men han sagde ikke noget om, hvilke redskaber han har i tankerne, og hvad han ville bruge dem til. Ti år på vej Det er nøjagtig ti år siden, den fælles mønt blev vedtaget. Det er fire år siden, deltagerne kvalificerede sig. Det er tre år siden, den fælles valuta blev skabt i økonomisk forstand. Men det politiske tigerspring lader stadig vente på sig. Det har ikke skortet på opfordringer. Wim Duisenberg, chefen for den europæiske centralbank, har endog forsøgt at lokke med kraftige vink om, at en stærkere koordination af den økonomiske politik, og især om »strukturreformer« på arbejdsmarkedet, ville gøre det muligt for ham at bevillige det rentefald, som alle politikerne sukkede efter. Men så meget sukkede de åbenbart heller ikke. Forsinket vision På et af de helt centrale områder, skattepolitikken, er det nærmest gået den modsatte vej. Op gennem 1990'erne arbejdede kommissionen ihærdigt på at indføre fælles mindstekrav til grønne afgifter, først og fremmest en CO2-afgift, en bund under selskabsskatterne og en effektiv beskatning af kapitalafkast. Det skulle ikke bare forhindre pengene i at fosse ud af statskassen og derved gøre det nemmere for medlemslandene at indfrie de økonomiske krav til euromedlemskabet. Det skulle samtidig sikre en effektiv miljøolitik og/eller sætte skatten på arbejdskraft ned og derved styrke beskæftigelsen. Denne vision kom til at spille en betydelig rolle under debatten op til den danske folkeafstemning om euroen sidste år. Modstanderne fremhævede, at argumenterne for en fælles skattepolitik ville får endnu mere vind i sejlene med en fælles valuta. Og at ensretning af skattepolitikken ville undergrave den danske velfærdsmodel, der er så forskellig fra alle andres. Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen svarede, at problemet med EU nærmere var for lidt end for meget samarbejde om skattepolitikken, og at fælles regler sådan set ville være i Danmarks interesse. Men han skyndte sig at tilføje, at det absolut intet havde med fælles valuta at gøre. Og at Danmark i øvrigt var imod flertalsafgørelser på skattepolitikken, så derfor ville det ikke blive til noget. Dansk-britisk blokade Det fik han ret i. Få måneder efter afstemingen lykkedes det Danmark og Storbritannien at blokere flertalsafgørelser på skattepolitikken, selvom Danmark dog gik ind for skarpt afgrænsede miljøafgifter. Siden har kommissionen opgivet ævred. Uden flertalsafgørelser kommer vi alligevel ingen vegne, og i virkeligheden er det kun sundt med lidt skattekonkurrence, der tvinger skatterne ned og øger virksomhedernes konkurrenceevne, fastslår den stærkt liberale og nærmest EU-skeptiske skattekommissær Frits Bolkestein. Meget tyder på, at chancen for at lægge en bund under selskabsskatter og grønne afgifter nu, hvor euroen kommer på gaden, ligefrem er forpasset. En af dem, der længe har argumenteret for fælles skatteregler er Peter Birch Sørensen, ekspert i internationale skattespørgsmål og tidligere vismand: »Det er ikke så mange år siden, at kommissionen selv advarede om, at manglen på fælles regler flytter skattebyrden fra kapital til arbejde. Men jeg må erkende, at kommissionen og stadig flere medlemslande efterhånden ser det som en fordel, at konkurrencen tvinger skatterne ned«, siger Peter Birch Sørensen. Han tror ikke meget på, at euroens indførsel vil gavne sagen. »Vi har jo erfaringerne fra USA, der viser at man sagtens kan have indre marked og fælles mønt uden fælles skattepolitik. Men der har skatterne også stabiliseret sig på et noget lavere niveau«, siger Peter Birch Sørensen. Han er enig med Romano Prodi i, at en alvorlig krise godt kan føre til styrket samarbejde. »Men i en sådan situation er det ikke skattepolitikken, der er relevant, men derimod redskaber til at styre stramhedsgraden i finanspolitikken, altså hvor store underskud man vil tillade«, siger Peter Birch Sørensen.