Hovedaktionæren i FLS Industries, Potagua, vil trække sig ud af selskabet. Potaguas bestyrelse har besluttet, at Potagua ikke på længere sigt vil være den optimale hovedaktionær i FLS Industries og vil derfor sælge sine 46 procent af aktierne. På FLS Industries ordinære generalforsamling i april vil Potagua foreslå en ændring af FLS Industries«' bestyrelse. Advokat Christian Kjær og direktør Michael Arnstedt, der begge er næstformænd i FLS Industries' bestyrelse, vil træde ud af bestyrelsen. I stedet foreslås direktør Jens Stephensen som næstformand i bestyrelsen til at repræsentere Potaguas interesser. Potagua begrunder beslutningen med et ønske om at placere FLS Industries bedst muligt til at håndtere de fremtidige udfordringer i en verden under hastig forandring. Samtidig er det et ønske om at optimere selskabets værdi og give FLS Industries de bedst mulige fremtidige udviklingsbetingelser. Potaguas hovedaktiviteter er at få selskabets midler til at vokse gennem investering i aktier eller på anden måde i forskellige virksomheder samt erhverve og udleje fast ejendom. Meddelelsen fik FLS Industries' aktier til at stige knap 12 procent.
Hovedaktionær trækker sig ud af FLS Industries
Lyt til artiklen