25.000 danske kvægbønder får til september et nyt samlet talerør, når den ny organisation Dansk Kvæg træder sammen første gang. Fem foreninger inden for landbruget står bag dannelsen af Dansk Kvæg, der skal skærpe kvægbrugets profil både fagligt og politisk. »Bestyrelsen har ansvaret for det faglige arbejde og skal udforme indspil til erhvervsøkonomi og -politik samt udforme kvægbrugets strategier for råvarekvalitet og -sikkerhed på markedets vilkår«, siger Landbrugsraadets præsident, Peter Gæmelke. De fem foreninger bag Dansk Kvæg er Landboforeningerne, Dansk Familielandbrug, Mejeriforeningen, Kødbranchens Fællesråd og Dansk Kvægavl. Et af de første punkter på bestyrelsesmødet 10. september bliver at udpege en direktør til den ny organisation. Dansk Kvæg erstatter Økonomiudvalget for Kvæg, Landsudvalget for Kvæg, Overvågningsudvalget for Smitsomme Kvægsygdomme og Mejeribrugets Kvoteudvalg. Dansk Kvæg skal desuden være bestyrelses for Kvægbrugets Forsøgscenter ved Foulum.
Dansk Kvæg nyt talerør for kvægbønder
Lyt til artiklen