SAS er ikke indstillet på uden videre at opgive købet af det norske indenrigsflyselskab Braathens. Det fremgår af en officiel meddelelse, som selskabet udsendte efter, at det norske Konkurransetilsynet i dag sagde foreløbig nej til SAS' opkøb. De norske konkurrencemyndigheder begrunder afgørelsen med, at et køb vil gøre de to luftfartsselskaber næsten enerådende på det norske marked, men peger også på, at Braathens ikke er så økonomisk velfunderet, som selskaberne har oplyst. Og det er denne begrundelse, SAS vil forfølge. »I første omgang må det afklares, hvilken beskrivelse af Braathens finansielle situation og fremtid, der er den korrekte. Hvis det ved de norske konkurrencemyndigheders endelige beslutning hersker usikkerhed om det spørgsmål, vil det være naturligt, at en ny instans afgør sagen«, erklærer SAS.
SAS opgiver ikke uden videre købet af Braathens
Lyt til artiklen