Den danske tømmervirksomhed Dalhoff, Larsen og Horneman (DLH) og datterselskabet Carl Rønnow køber illegalt træ fra Borneo. Det konkluderer flere organisationer, skoveksperter og embedsmænd, der arbejder i Sydøstasien. De to virksomheder, der hører til verdens ledende forhandlere af tropisk træ, har i en årrække indkøbt tømmer via deres kontorer i den malaysiske stat Sabah, der ligger på den nordlige del af Borneo. Borneo er delt i en nordlig malaysisk del og en cirka dobbelt så stor sydlig indonesisk del. DLH erkender illegal handel Jens Bursche er DLH's opkøber i Sabah. Han er godt klar over, at der foregår omfangsrig handel med illegalt regnskovstræ. »Som ene mand er det svært at tjekke alle stammer. Derfor bygger forholdet til vores underleverandører på tillid«, siger han. I et forsøg på at dæmme op for efterspørgslen på illegalt træ - og et generelt forsøg på at redde de sidste regnskove - har Sabahs Skovstyrelse afsat flere skovområder til bæredygtigt, certificeret og legalt skovbrug. Men Jens Bursche mener, at kvaliteten ofte er for ringe og at skovene ikke kan levere træ i passende mængder. Dét synes Sam Mannan, operativ leder i Sabahs Skovstyrelse, er noget vrøvl: »Han kan jo selv komme og se det. Vort tømmer er lige så godt, som alt andet tømmer, der bliver solgt på auktionerne. Og der er nok af det«, siger han. Hvidvaskning Som følge af årtiers rovhugst er Sabahs egen skovindustri i dag stærkt reduceret. Derfor stammer en overvejende del af det træ, der via Sabahs auktionshuse sælges videre til de internationale markeder, fra illegal skovhugst i den indonesiske nabostat Kalimantan på Borneo. Siden Indonesien i oktober 2001 indførte forbud mod eksport af hele stammer, har lokale 'tømmerbaroner' opført savværker langs grænsen til Sabah. Herfra kommer en stor del af det tømmer, der sælges via auktionshusene på den anden side af grænsen: Indonesien hævder, at denne 'hvidvaskning' hidtil har kostet landet omkring 580 millioner dollar - godt 4 milliarder kroner. Masser af grænsetræ Eric Wakker, der er konsulent for hollandske AID Environment, hjælper tømmerfirmaer med at bliver 'bæredygtige' . Han har som led i dette arbejde opholdt sig på Borneo i flere omgange, blandt andet i grænsebyen Tawau på den malaysiske del af Borneo, et handelscenter, der også omsætter store mængder illegalt træ: »Alle vidste, at der lå indonesisk tømmer i stort set hver eneste tømmerhal i Tawau«, siger Eric Wakker, som er bekymret over DLH og det nyerhvervede Carl Rønnows metoder: »Carl Rønnow handler i Sabah uden at undersøge de regnskove, hvor deres tømmer stammer fra. Derfor må man formode, at virksomheden omsætter store mængder tømmer, der kommer fra skovhugst, dårligt forvaltede skove og illegalt fældet træ fra områder, hvor den lokale befolkning lider under skovhugsten. Det er ikke tilstrækkeligt, når virksomheden hævder, at den driver forretning på grundlag af tillid til leverandøren«, siger Eric Wakker. Alternativer Politiken har besøgt flere danske virksomheder i Sydøstasien, der har valgt at investere penge og ekspertise i de skove, deres træ kommer fra. Derved kan de garantere kunderne, at deres trævarer er produceret på bæredygtig vis, for eksempel via det såkaldte Forest Stewardship Council-certifikat (FSC). DLH fører i følge virksomhedens hjemmeside en bæredygtig og etisk indkøbspolitik. Men ifølge Jens Bursche er det omkring et år siden, at DLH's miljøchef Erik Albrechtsen sidst besøgte indkøbskontoret i Sabah. »DLH bør helt klart gøre mere for at garantere, at det træ, de køber på Borneo, er legalt. I Sabah handles der med store mængder illegalt træ fra Indonesien. Derfor er det svært at forestille sig, at DLH kan undgå at handle med illegalt træ på Borneo, medmindre virksomheden selv tjekker og dokumenterer kilderne«, siger Kim Carstesen, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden. Politiken har bedt DLH om en liste over leverandører i Sabah og Sarawak, men en sådan ønsker DLH ikke at udlevere.