Problemet er løst. Sådan lyder begrundelsen fra forskningschefen på Danmarks Fiskeriundersøgelser for, hvorfor myndighederne i deres sparerunde har valgt at skære forskning og overvågning af bifangsten af Danmarks lille hval, marsvinet, væk. Skønstal viser, at over 4.000 marsvin sidste år led en pinefuld død efter en lang kamp for at komme fri af de danske fiskeres net i Nordsøen. Andre estimater lyder på helt op til 5.500 dyr. 'Acceptabelt dødstal' Dødstal, der ifølge Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) under Fødevareministeriet, er acceptable. »Vi skal ifølge finansloven spare seks millioner, og vi føler, at vi nu har løst problemet omkring bifangster«, siger forskningshef Helge Thomsen fra DFU. »Konceptet med at bruge alarmer på fiskenettene, der holder marsvinene væk, er udviklet. Der dør i dag færre marsvin ved bifangst end for fire år siden, og den udgør ikke en trussel mod bestanden. Vi arbejder videre med en teknisk finpudsning af de afværgningsmanøvrer, vi har udviklet. Det, vi mister, er en systematisk indsamling af data og overvågning af marsvin som bifangst«. Tvivl om netalarmer DFU skønner ud fra en måling foretaget sidste år, at netalarmerne - de såkaldte pingere - sidste år, reddede cirka 400 marsvin fra den sikre død. Det siger dog ikke særlig meget, lyder kritikken fra flere førende hvaleksperter og grønne organisationer. Der er tvivl om, hvorvidt netalarmer er en langtidsholdbar løsning, fordi flere forsøg indikerer, at marsvinene på sigt vil tolke alarmerne som et tegn på, at der er føde i nærheden frem for fare. Også DFU's egne forskere har udtrykt tvivl om alarmernes langsigtede effekt. Torskefiskeri en trussel Samtidig påpeger kritikerne, at den nedgang i antallet af marsvin, der mister livet ved bifangst i Nordsøen - fra 7.000 i 1998 til 4.000 sidste år - hænger sammen med, at torskefiskeriet, der udgør den største fare for marsvinene, i samme periode er reduceret drastisk. Tal fra Fødevaredirektoratet viser, at der i 1998 blev halet cirka tre gange flere ton torsk i land fra Nordsøen end sidste år. Fra 23.400 ton til cirka 8.400 ton i 2001. Problemet langt fra løst »Bifangstproblemet er langtfra løst. Når den systematiske overvågning og forskning forsvinder, betyder det, at der er frit slag. Med det signal, som myndighederne nu sender, skal vi til at diskutere, om vi på sigt ønsker hvaler eller fiskeri i danske farvande«, siger hvalforsker Carl Christian Kinze fra Zoologisk Museum. Den største bestand af marsvin i de indre danske farvande lever netop i Nordsøen, hvor torskefiskeriet er størst. Men ingen ved reelt, hvor mange marsvin der findes i dag. Bestanden er ikke blevet optalt siden 1994, hvor skønnet lød på 240.000-300.000. Det er det tal, som DFU regner ud fra, når det vurderes, at bestanden herhjemme ikke er truet af bifangsten. Forældede tal »Man kan ikke regne udfra otte år gamle tal. Vi ved reelt ikke, om 4.000 døde marsvin om året er en trussel mod en bestand, hvis størrelse vi ikke kender«, siger hvalforsker Carl Christian Kinze. Løber fra ansvaret Hvalforskeren samt Danmarks Naturfredningsforening og Dyrenes Beskyttelse mener, at de danske myndigheder med nedskæringerne løber fra det ansvar, som Danmark har påtaget sig ved at underskrive ASCOBANS konvention - en international aftale om beskyttelse af småhvaler. Ifølge konventionen forpligter Danmark sig til at holde bifangsten af marsvin nede under 1,7 procent af den samlede bestand. »Men hvis vi ikke aner, hvor stor bestanden er, kan vi heller ikke vide, om vi lever op til det krav. Min vurdering er, at vi ligger lige på kanten, og det er en meget dårlig situation at være i«, siger hvalforsker Carl Christian Kinze. DN: Pinligt Formand for Danmarks Naturfredningsforening Poul Henrik Harritz er enig i den vurdering. »Det er pinligt, at et rigt land som Danmark, der bryster sig af sin biologiske og grønne status, ikke engang fra myndighedernes side prioriterer nogle af de eneste hvaler, vi har. Vi har end ikke styr på vores bestand. Mange marsvin lider stadig en pinefuld død, der kunne undgås, hvis vi blot satte den lille sum penge af til det, som vi faktisk har en forpligtigelse til«, siger Poul Henrik Harritz.