I disse dag kan DSB sole sig i det britiske transportfirma Arrivas fiasko. Mens Arriva må melde om et utal af aflyste tog i Jylland, så kan statsbanerne fremvise en fin statistik. Næsten 95 procent rettidige tog i hele landet i den seneste måned. Men nu går Forbrugerrådet til angreb på DSB's statistik over rettidige tog, som de betragter som utroværdig. »Der er ikke ligegyldigt, om det er et myldretidstog eller et tog omkring midnatstid, der kommer for sent. Der er selvsagt langt flere passagerer med et myldretidstog. Og det er også typisk i myldretiden, hvor der er mange tog på skinnerne, at der er problemer med forsinkede tog,« siger trafikpolitisk medarbejder Anders Hjorth Jensen fra Forbrugerrådet. Hans pointe er simpelthen, at forsinkelserne rammer langt flere passagerer, end de fem procent forsinkede tog antyder. Det er den statslige Banestyrelse, som registerer antallet af forsinkede tog, men DSB som ved, hvor mange passagerer, der er med. Erstatning en kur mod forsinkelser Medicinen mod forsinkelser er ifølge Forbrugerrådet erstatning til kunder, der bliver ramt af forsinkelser. En lignende tankegang har forbrugerombudsmanden tidligere været inde på for eksempel i forbindelse med de mange forsinkede Øresundstog for et par år siden. »DSB's køreplan er et produktionskatalog og ikke en uforpligtende hensigtserklæring. Togleverandører, hvad enten det er Arriva eller DSB, skal være erstatningspligtige, hvis forsinkelser giver kunden et tab i form af for eksempel et misset fly. Men også pendlere, der gentagne gange oplever forsinkelser, bør have et afslag i prisen på deres månedskort«, siger Anders Hjorth Jensen. Ingen mulighed for erstatning Trafikminister Flemming Hansen (K) oplyste i går, at kontakten mellem Trafikministeriet og Arriva ikke rummer mulighed for at pålægge Arriva at yde godtgørelse til forsinkede passagerer. DSB har heller ingen planer om at yde erstatning til passagerer, der hænger fast i togene. »Det var ingen succes, da vi valgte at forlænge pendlernes togkort med 14 dage, da der var store forsinkelser på Øresundstogene. De passagerer, som brugte kortet som både tog- og buskort, blev irriterede over, at det kun var togkortet, som blev forlænget, mens de skulle købe ekstra kort til bussen,« siger markedschef Susanne Hejlesen. DSB giver forsinkede passagerer taxachecks, hvis det er nødvendigt for at nå et fly for eksempel. DSB risikerer millionbøder DSB risikerer at få bøder på op til fire millioner kroner i kvartalet af Trafikministeriet, hvis de har for mange forsinkelser. Planlægningschef Ove Dahl Christensen afviser, at målingerne af forsinkelserne er misvisende. »Vi kender godt til mistanken om, at vi snyder med målingerne af rettidige tog, men vi foretager målinger af de oplevede forsinkelser, hvor der bliver taget højde for, at der er flere med myldretidstog. I de målinger falder rettidighedsprocenten med en eller to. Tallene ligger tæt på hinanden«, siger Ove Dahl Christensen.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens USA-korrespondent: Trump fik ikke Grønland, men han fik lov til at tage en sejrsrunde på de sociale medier
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
-
Folk var nærmest i chok, da Rihanna pludselig stod på scenen
-
Aftalen er en kæmpe sejr for det grønlandske og danske diplomati
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce