25. oktober 1923 kunne tyske aviser berette, at Reichsbank den selv samme dag ville trykke pengesedler for i alt 120.000.000.000.000.000.000.000 mark (1.200 trillioner). Desuden indeholdt avisartiklerne et løfte fra Reichsbank om at sende endnu flere sedler i omløb næste dag. Det var dengang, den såkaldte hyperinflation med månedlige prisstigninger på op til ubegribelige 3,3 millioner procent hærgede Weimarrepublikken. En tid, hvor tegnebogen var erstattet af en trillebør fuld af penge, blot for at dække kontantbehovet til indkøbsturen hos købmanden. Hyperinflation i Latinamerika Springer man knap 70 år frem i tid - til senfirsernes Latinamerika - hærgede hyperinflationen også. Det var en stående joke, at det gjaldt om at få indkøbene i supermarkedet overstået så hurtigt som muligt - man kunne jo risikere, at priserne var sat op, inden man nåede hen til kassen. Da galopperede priserne med årligt 10-20.000 procent. I dag kan man konstatere, at det i meget stort omfang er lykkes at tæmme den ekstreme inflation, der udhuler forbrugerens købekraft, æder opsparingen til alderdommen, fører til social uro og lægger nationaløkonomier i ruiner. Inflationsrate faldet I hvert fald konstaterer cheføkonom Kenneth Rogoff fra Valutafonden (IMF) i en analyse, at den globale inflationsrate de sidste ti år er bragt ned fra 30 procent til blot fire procent i gennemsnit. Og for ti år siden var der hele 44 lande med inflationsrater på over 40 procent årligt, men til næste år vurderes kun tre lande - Myanmar (Burma), Angola og Zimbabwe - at få så høj en inflationstakt. »Man har fået helt anderledes styr på inflationen«, siger nationalbankdirektør Jens Thomsen. Netop nationalbankdirektører verden over har haft og har stadig en hovedrolle i inflationsbekæmpelsen, mener Kenneth Rogoff. Redskaber til at bekæmpe inflationen Blandet andet fordi verdens centralbanker over en bred kam har analyseret sig frem til, at inflation er noget skidt, og så har de også fået redskaberne - f.eks. i form af politisk uafhængighed - til at føre en inflationsdæmpende politik. »Holdningen er ikke længere, som det var tidligere, at inflationen smører økonomien, og så er det meget dyrt at komme af med inflation, når den opstår«, siger Jens Thomsen. Faren ligger på lur Andre faktorer som fokus på sunde offentlige finanser, højere produktivitetsvækst i samfundet, deregulering af gamle monopolvirksomheder og et større konkurrencetryk via globaliseringen af erhvervslivet og finansverdenen har også gjort deres til at holde prisudviklingen i ave. Er lavinflationen så kommet for blive ? Det er langtfra sikkert, mener både Kenneth Rogoff og Jens Thomsen. Efterveerne af krige eller uansvarlige regeringer, der rutter med de offentlige midler, har ofte ført til perioder med ekstreme prisstigninger. Alligevel mener Rogoff, at truslen mod lavinflationen kommer fra en anden kant. »Den største trussel mod den aktuelt lave inflation vil være, at globaliseringen og den økonomiske liberalisering blev sat i bakgear«, skriver IMF's cheføkonom. Armene ned I givet fald vil den økonomiske vækst i verden falde, og det kan få politikerne til at inddrage centralbankernes uafhængighed for selv at forsøge at styre vækst og arbejdsløshed, og det er -ifølge Rogoff - ikke et godt alternativ. Nationalbankdirektørerne har i hvert fald fået armene ned igen. »Det, at man har gode resultater nu, er ikke en garanti for, at man også har succes om ti år«, siger Jens Thomsen.