En timeløn på 75 kroner lyder ikke som noget, der vælter et lønbudget. Men når der er tale om den timeløn, der i gennemsnit udbetales til lærlinge, kan den risikere at være så høj, at private virksomheder helt undlader at oprette lærepladser. Og med aftalte lønstigninger til lærlinge på 4,5 procent årlig fra 2004 og 2006 er der risiko for, at det bliver endnu sværere at få lærepladser nok. Det er konklusionen på ny forskning, som lektor Karsten Albæk fra Københavns Universitet har offentliggjort i Nationaløkonomisk Tidsskrift. Om lærepladsproblemet konstaterer han, at der er en klar sammenhæng mellem antallet af lærepladser i den private sektor og timelønnen for lærlinge: Stiger lønnen med 1 procent, falder antallet af lærepladser med 1,1 til 1,2 procent, viser Karsten Albæks analyse. Set i lyset af at andelen af en ungdomsårgang, der påbegynder en lærlingeuddannelse, er faldet fra 46 til 41 procent fra 2001 til 2002 - det svarer til 3.000 unge, der ikke begynder på en erhvervsuddannelse, fordi der mangler praktikpladser - finder han det besynderligt, at lærlingelønnen skal stige med 4,5 procent om året. »Det ligger over den almindelige lønudvikling. Det er det rene pjat at give lærlinge så store lønstigninger i overenskomsterne. Det betyder, at samfundet skal betale nogle større tilskud for at løse problemet med for få lærepladser. Det er en dårlig spiral«, siger Karsten Albæk. Beskat de vrangvillige Han henviser til, at regeringen netop har indført et tilskud på 20.000 kr. per læreplads til de virksomheder, der opretter ekstraordinære lærepladser. Finansieringen sker gennem Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER) - en ordning, der er finansieret af arbejdsgiverne selv. Det vil sige, at de, der ikke opretter lærepladser, skal betale til de virksomheder, der tager lærlinge ind. »Det er en god ide at beskatte de vrangvillige arbejdsgivere og så give tilskud til dem, der gerne vil oprette praktikpladser. Men det er vigtigt, at ordningen bliver tidsbegrænset, da der er tale om tilskud til ekstraordinære praktikpladser, ellers risikerer man, at ordinære lærepladser på en eller anden måde ender med at blive til ekstraordinære pladser. Så bliver det meget dyrt«, siger Karsten Albæk. LO er ikke bekymret Hos LO mener cheføkonom Jan Kæraa Rasmussen også, at tilskuddet til praktikpladser er en løsning, der vil lokke flere private lærepladser frem. Derimod er han ikke enig i, at lærlingelønningerne stiger for meget, og at det kan være en hindring for oprettelsen af lærepladser. »Lærlinge er på særlige mindstelønninger i overenskomsten. Men når man ser, at arbejdsgiverne i praksis giver deres lærlinge en højere løn, er der ikke noget, der tyder på, at manglen på lærepladser generelt er et omkostningsproblem. Problemet er derimod, at lærlinge i nogle år har haft en ringere lønudvikling end de voksne, og det har man rettet op på«, siger Jan Kæraa Rasmussen. DI er imod tilskud En førsteårslærling skal ifølge overenskomsten mindst have 49 kr. i timen, mens en lærling på fjerde og sidste år skal have mindst 72 kr. i timen. Lønstatistikken viser, at lærlinge i gennemsnit får 78 kr. i timen, hvilket dog også inkluderer de såkaldte voksenlærlinge på over 25 år. De skal mindst have 93 kr. i timen. LO's cheføkonom mener også, at en sænkning af lønnen er problematisk i forhold til at kunne sikre, at så mange unge som muligt får en uddannelse og ikke ender som ufaglærte. »Hvis man vælger at sænke lønnen, vil det afskrække de unge fra at vælge en erhvervsuddannelse. Men at give tilskud til oprettelse af lærepladser er godt givet ud for samfundet. Alternativet vil ofte være, at folk forbliver ufaglærte resten af livet«, siger Jan Kæraa Rasmussen. Hos Dansk Industri er erhvervsuddannelseschef Flemming Larsen imod det nye tilskud til praktikpladser. »Det er ikke vores opfattelse, at et tilskud medfører et permanent løft i antallet af lærepladser. Erfaringen er, at de falder bort, når tilskuddet forsvinder. I øvrigt er realiteten, at antallet af uddannelsesaftaler har været i kraftig vækst de sidste par år, ja måske når de op på et historisk højt antal i år«, siger Flemming Larsen. Han henviser til, at antallet af uddannelsesaftaler steg fra 26.000 til 28.000 sidste år. sFlemming Larsen mener, at mangel på lærepladser skyldes et mismatch mellem de ønsker, de unge har, og det tilbud, virksomhederne kommer med. Det er vigtigere end lønnen. Men det største problem er, at mange unge slet ikke har de uddannelsesmæssige forudsætninger for at komme i lære: »15-20 procent af de unge har ikke de grundlæggende forudsætninger for at få en læreplads, når de går ud af folkeskolen. Det problem skal løses først«, siger Flemming Larsen.