»Vi 3D-printer den i fuld størrelse på et tidspunkt«, siger Erick Thürmer og peger på en tegning af en DeLorean-bil med indbygget tidsmaskine fra filmen ’Tilbage til Fremtiden’.
Vi befinder os på virksomhedsejerens kontor i Hvidovre, hvor fortid og nutid blandes sammen. Lædermøblerne og billederne af regentparret er et nik i retning af hans oldefar, Fritz Thürmer.
Det var ham, der i 1898 grundlagde industrivirksomheden, året efter at han havde taget patent på en gevindskærer. I dag er Erick Thürmer fjerdegenerations-ejer af virksomheden, der nu går under navnet Thürmer Tools.
Tegningen af DeLorean-bilen fra den klassiske 80’er-film, det 3D-printede kranie fra en tyrannosaurus rex på reolen, samt skateboardet i hjørnet viser dog, at 39-årige Erick Thürmer i høj grad er en virksomhedsejer med benene plantet i den moderne verden. Og så alligevel.
