Danske Bank-aktien falder efter Wall Street Journal-historie om bankens hvidvask-skandale

Danske Banks hvidvasksag trækker igen overskrifter internationalt.  Jens Dresling/POLFOTO
Danske Banks hvidvasksag trækker igen overskrifter internationalt. Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Samlede pengeoverførsler på 960 milliarder kroner bliver undersøgt i Danske Banks hvidvasksag.

Det skriver Wall Street Journal, der henviser til anonyme kilder. Efter at artiklen er blevet publiceret, er Danske Banks aktiekurs faldet over 6 procent.

Danske Bank er på trapperne med en intern undersøgelse af sagen om hvidvask, der er foregået i bankens estiske filial.

Det er i forbindelse med den undersøgelse, at pengeoverførsler til en værdi af 960 milliarder kroner bliver kigget efter i sømmene.

Leif Beck Fallesen: Nu er tilliden til ledelsen i Danske Bank væk

Pengene er blevet ført ind og ud af banken i perioden 2007-2015, men det er uvist, hvor stor en del af transaktionerne der er relateret til hvidvask.

Estiske myndigheder har tidligere fortalt, at hvidvaskningen typisk er foregået gennem flere overførsler i banken.

Derfor er de samlede overførsler ikke nødvendigvis et udtryk for, hvor mange penge der er blevet vasket rene.

53 milliarder vasket hvide

Berlingske Business har tidligere anslået, at mindst 53 milliarder kroner er blevet hvidvasket gennem banken.

Avisen har afsløret, at filialen i Estland er blevet brugt til hvidvask fra alt fra den russiske efterretningstjeneste til styret i Aserbajdsjan.

I 2015 valgte Danske Bank at lukke ned for den portefølje af udenlandske kunder, som har stået for de mistænkelige overførsler i Estland.

Danske Bank har sagt, at den offentliggør resultatet af den interne undersøgelse i løbet af september.

Inden da bør man være påpasselig med at fortolke tallene. Sådan lyder det fra bestyrelsesformand Ole Andersen.

»Enhver konklusion skal baseres på bekræftede fakta frem for enkeltstående oplysninger, der er taget ud af sammenhæng«, siger han i en skriftlig kommentar.

For nuværende har Finanstilsynet kritiseret Danske Bank for at være for langsomme til at sætte en stop for de mistænkelige overførsler. Derudover er banken blevet pålagt at sætte flere penge til side.

Bagmandspolitiet indledte i august en efterforskning af sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her