Det rette postnummer er guld værd

Lyt til artiklen

Hvis man kan leve med 15 minutters cykelafstand til Strøget, kan man spare halvdelen af prisen på en ejerlejlighed i København. Lejligheder i det indre København bliver i gennemsnit udbudt til 37.000 kroner per kvadratmeter På Frederiksberg, Vesterbro og Østerbro ligger gennemsnitsprisen også over 30.000 kroner per kvadratmeter. I den anden ende af skalaen finder man Valby og Nordvest, hvor en kvadratmeter ejerlejlighed i snit udbydes til henholdsvis 23.300 og 19.500 kroner. LÆS OGSÅLejlighedspriserne er på det højeste niveau i fire år Det viser en analyse fra Realkreditrådet på baggrund af tal fra marts. »At der er så stor prisforskel, vidner om stor efterspørgsel på at bo i det centrale København. Der er et nogenlunde lige så stort antal ejerlejligheder til salg som i de omkringliggende bydele, men populariteten gør, at priserne er højere i centrum«, siger direktør Ane Arnth Jensen fra Realkreditrådet. Mere eksklusivt Det er imidlertid langtfra kun de fire kilometers afstand fra Nordvest til Strøget, som er grund til prisforskellen. Ydre Østerbro og ydre Frederiksberg er for eksempel lige så langt væk centrum som indre Nordvest - alligevel er prisforskellene markante.

»Vi ved, at Østerbro regnes for mere eksklusivt, og det kan have stor betydning. Man får mere status ved at bo blandt ressourcestærke mennesker. Hvis man bor i Nordvest, skal man i større grad forsvare, hvorfor man vil bo der, når folk gerne vil vide det«, siger Morten Skak, der er lektor i boligøkonomi ved Syddansk Universitet. Der bliver også givet større nedslag de steder, hvor boligerne udbydes lavest. Prisnedslaget i Nordvest og Valby var i 2012 på henholdsvis 8,1 procent og 7,8 procent i gennemsnit. I København K var det mere beskedne 6,5 procent. Nørrebro klinger bedre At der er blevet så stor forskel skyldes, at boligkøberne er ekstremt fokuserede på det image, en bydel har. Det er særligt tydeligt ved overgangen mellem det populære Nørrebro og nabobydelen Nordvest, hvor efterspørgslen er lav, fortæller ejendomsmægler Mogens Brask, som er indehaver af Home-filialer på Nørrebro og i Nordvest/Emdrup. »Forskellen er helt vild. Man kan være på Nørrebro og køre 200 meter, og så skifter priserne voldsomt, fordi man er kommet ind i Nordvest. Man kan undre sig over, at det er så markant, men det er det«. Særligt de unge har fokus på bydelen. LÆS OGSÅEuropæisk rente dykker til det laveste niveau nogensinde »Det er ofte en form for snobberi. Det klinger bedre at sige, at man bor på Nørrebro. Det kan være to lejligheder, som ligger et minut fra hinanden. Eneste forskel er, at den ene har postnummer 2400 NV og den anden har 2200 N. Den ene kan sælges for flere hundredtusind kroner mere end den anden«, siger Mogens Brask. For boligsøgende er det også en mulighed for at gøre en god handel, påpeger ejendomsmægleren: »Hvis man kan se ud over postnummeret, kan man som køber få en stor rabat«. Nordlædervest? Nej tak Nordvest har nogle steder ry for at være socialt belastet og præget af bandekriminalitet, hvilket har udløst øgenavne som 'Nordværst' og 'Nordlædervest'. Senest lagde området navn til titlen på filmen 'Nordvest', hvor to unge mænd lader sig opsluge af en kriminel underverden af rockere og indvandrerbander. Men målt på kriminalitet er der i virkeligheden ikke den store forskel på Nørrebro og Nordvest, mener Mogens Brask. For nogle er postnummeret alligevel afgørende, siger ejendomsmægler Annemette Lyngh, som har Nybolig-filialer på Nørrebro, i Nordvest og Brønshøj. »Vi får bare mere for lejlighederne, hvis postnummeret hedder 2200, end hvis det hedder 2400«. »Folk, som kigger efter lejlighed på Nørrebro, rynker på næsen, når jeg foreslår Nordvest. Jeg forklarer, at den ligger tre opgange væk fra en anden lejlighed, de er interesseret i, som har postnummer i Nørrebro. Alligevel vil de ikke«, siger Annemette Lyngh. I en anden ende af Nordvest, som ligger ved Brønshøj, har husejere forsøgt at få ændret deres postnummer fra 2400 København NV til 2700 Brønshøj. »De har prøvet med underskriftsindsamling at få Københavns Kommune til at ændre postnummeret, fordi det ville betyde noget for deres huses værdi«, siger Annemette Lyngh. Postnumre er ikke sådan at ændre For Post Danmark er det imidlertid ikke så ligetil at ændre et postnummer, blot fordi det kan påvirke boligpriserne. »Postnumrene er først og fremmest et system, vi bruger til at sortere post efter. Så ved jeg godt, at de har fået betydning i mange andre sammenhænge. Men man kan ikke blot ændre numrene, som man vil - de bliver brugt af politi og brandvæsen og er trykt på sygesikringskort og visitkort og meget andet«, siger Jesper Bremholm, vicedirektør for produktion og transport i Post Danmark. LÆS OGSÅPostnummerskift fra 2400 til 2900 gav højere salgspris Post Danmark får 15-16 henvendelser om året fra ejerforeninger, som vil have nyt postnummer. Før en adresse kan få nyt postnummer, skal en række krav imidlertid være opfyldt. For det første skal Post Danmark vurdere, at der er et sorteringsmæssigt behov. Dernæst skal der være massiv lokal tilslutning til ændringen. Og endelig skal kommunen godkende ændringen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her