Knæfald i Danske Bank: Ny chef pakker fyret forgænger væk

tronskifte. Danske Banks bestyrelse skubbede Eivind Kolding af direktørstolen for et par uger siden og erstattede ham med ham her: nordmanden Thomas Borgen.
tronskifte. Danske Banks bestyrelse skubbede Eivind Kolding af direktørstolen for et par uger siden og erstattede ham med ham her: nordmanden Thomas Borgen.
Lyt til artiklen

Det er helt rigtigt af Danske Banks nye norske topchef at sparke den tidligere topchefs strategi til side.

Det vurderer flere eksperter over for Politiken, efter nytiltrådte Thomas Borgen i dag har meddelt, at bankens filialer er blevet lukket i et for højt tempo, og at reklamekampagnen New Standards skulle aldrig have set dagens lys.

Claus Bendsen, der er pr- og kommunikationsrådgiver samt partner i Help PR, mener, at »det er et meget stærkt signal at sende« oven på et år, hvor banken har fået tæsk for at kræve betaling fra små kunder og tvinge kunderne ud på længere køreture for at komme til en kasse.

»Danske Bank har fået mange, mange tæsk for kampagnen New Standards, så det ligner et knæfald for kritikken. De gør det, fordi det begynder at gå ud over deres business. Når to ud af tre i en undersøgelse siger, at de overvejer at forlade Danske Bank, så er det helt rigtigt at komme med den her udmelding«, siger Claus Bendsen, der i årevis har arbejdet med kommunikation for en lang række af store selskaber.

Gør ondt på banken
Lars Krull, der er seniorrådgiver ved Aalborg Universitet, er enig.

Ny Danske Bank-chef erkender: Vi har fejlet

»De gør det helt rigtige. Det var mig ubegribeligt, at man var så kundefjendsk, men det er man ved at vænne sig fra nu. Sådan læser jeg det. Nu trækker man i land«, siger Lars Krull.

Claus Bendsen peger på to årsager til Thomas Borgens udmelding.

»Der er helt klart kunder, der overvejer at forlade banken, og dem vil man ikke af med. Danske Bank er lige nu mest kendt for kampagnen New Standards og at have fokus på aktionærerne. Borgen har brug for - han er trods alt den nye mand i spidsen for Danmarks største bank - at lægge New Standards og Kolding helt væk og sætte sig selv offentligt i førersædet«, siger Claus Bendsen.

»Det er et signal om, at Danske Bank ikke alene er en bank for aktionærerne, men vil være bank for kunderne. Det er en spændende melding fra en mand, som Borgen, der efter beskrivelserne er bankmand med slipseknuden helt oppe under hagen«.

New Standards var meget synlig
Samtidig har Thomas Borgen, der er en »bankmand med slipseknude helt oppe under hagen«, brug for at vise kunderne, at han ikke er en endnu hårdere udgave af den tidligere topchef.

Claus Bendsen påpeger, at det er vigtigt, at der nu kommer handling fra Danmarks største bank.

PORTRÆT

Kronprins bliver Danske Banks første udenlandske topchef

»Det er en udmelding, der kommer relativt tidligt og kontant. Og det er godt set. Nu skal Danske Bank så sætte handling bag ordene. En forside på Børsen gør det ikke alene«, siger Claus Bendsen.

Danske Bank skrev i sit halvårsregnskab, at 40.000 privatkunder havde forladt banken i første halvdel af 2013. I denne uge skrev Børsen, at to ud af tre af bankens kunder ifølge en analyse ville vælge en anden bank, hvis de fik muligheden på ny.

Både Claus Bendsen og Lars Krull vurderer, at Borgens manøvre nu kan standse kundeflugten.

»Jeg tvivler på, at de kan få dem tilbage, der har flyttet sig. Men de tvivlere, der er tilbage, bliver nok i banken«, siger Lars Krull.

Pia Buhl Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her