Hvad laver Natos generalsekretær

Hvad kan vi blive enige om? Dét spørgsmål er den daglige udfordring for Natos generalsekretær. På nuværende tidspunkt er det hollænderen Jaap de Hoop Scheffer, der besidder posten som den øverste politiske leder af Nato, og dermed har til opgave at finde eller skabe enighed om alliancens militære indsats mellem de 26 medlemslande. Uenigheder skal blive til kompromis Derfor må generalsekretæren gribe til telefonen eller hoppe i en flyver og afholde møder med statslederne fra de enkelte medlemslande, når de eksempelvis ryger i totterne på hinanden over bekæmpelsen af narkotikaproduktion i Afghanistan. Den konkrete sag er det seneste eksempel på udpræget uenighed, som har nået offentligheden. Det forklarer Kristian Søby Kristensen, der forsker i Nato ved Dansk Institut for Militære Studier. »Dele af den amerikanske administration synes, at man bør angribe producenter af narkotika uanset, om de har noget at gøre med den egentlige krigsfjende Taleban eller ej. Det er Tyskland derimod stærkt kritisk overfor. Her er det generalsekretærens opgave at finde frem til et kompromis«, siger han. Selv om listen over medlemmer tæller 26 lande, så handler det i praksis om at finde frem til en enighed mellem de store aktører USA, Tyskland, Frankrig, England og USA, forklarer Kristian Søby Kristensen. Taler også med »fjenden« Posten som generalsekretær udløser dog andet end flybilletter til lufthavne inden for medlemslandene. Nato samarbejder også med en bred vifte af stater, der står uden for alliancen. Derfor er generalsekretærens kalender fyldt med rejser til lande som Egypten, Japan og Rusland. »Siden den kolde krig er Nato begyndt at bekymre sig om andet end blot, hvad vi gør, hvis russerne kommer. På en rejse til Rusland vil generalsekretæren nok typisk tale med præsidenten eller en minister om, på hvilke områder russerne kan støtte alliancens krig i Afghanistan. Og hvis vedkommende har fået mandat til det, vil han måske oven i købet diskutere energisikkerhed«, siger Kristian Søby Kristensen. Han er også sælger Det politiske korridorarbejde er den største del af jobbet. Men dertil kommer også arbejdet som alliancens ansigt udadtil på pressemøder og konferencer, hvor befolkningerne i medlemslande er lytterne. »Det er sælgerdelen af jobbet, hvor det handler om at forklare, hvorfor Nato gør, som Nato gør. Formålet er at skaffe befolkningens opbakning«, forklarer Kristian Søby Kristensen. Ifølge ham var opgaven efter den kolde krig eksempelvis at forklare, hvorfor der stadig var brug for Nato, mens den tidligere Nato-chef Javier Solana i sidste halvdel af halvfemserne måtte forsvare Natos krig i Kosova. I dag er opgaven at argumentere for krigen i Afghanistan. Jobbeskrivelsen er snæver For Kristian Søby Kristensen at se har Natos indtil nu 13 politiske chefer groft sagt opført sig på to forskellige måder. Den ene gruppe har så at sige holdt sig inden for jobbeskrivelsen, som ikke levner generalsekretæren nogen formel magt, fordi landene har vetoret i alle sager. Den gruppe af generalsekretærer har derfor gjort det til deres opgave at sondere terrænet og finde konsensus uden ellers at markere sig yderligere. Kreativitet kan udvide magten Men andre Nato-chefer har dog udvidet rollen ved også selv at skabe nyt terræn at lede på. »Visse generalsekretærer har fyldt rollen ud med kreativitet og deres egen person. De har ikke kun ladet opgaven gå ud på at finde konsensus men også at skabe den«, fortæller Kristian Søby Kristensen. Han nævner den første generalsekretær, britiske General Lord Ismay, som et eksempel på en person med pondus. Også efterfølgeren Paul-Henri Spaak fra Belgien satte sit præg ved at være meget politisk og i høj grad involvere sig i europæiske spørgsmål. »Hvis man har en karismatisk personlighed, politisk tæft og et godt netværk, så kan man skabe en ret magtfuld platform, hvor man driver Nato i den retning, man selv mener, er bedst«. Ved siden af den politiske generalsekretær står den øverste militære chef, der altid har været en højtstående officer fra det amerikanske militær. Generalsekretærerne har indtil videre altid været europæere.