Når russiske bombefly tester det danske luftforsvar, eller hvis et kapret fly nærmer sig København, behøver det ikke at være danske F-16 jagerfly, der forsvarer den danske suverænitet og afværger terrortrusler. Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) er klar til at lave aftaler med vores nabolande om et slags fælles luftforsvar som et led i at trimme forsvaret og finde de besparelser på 10-15 procent, som regeringen har bebudet. »Jeg taler slet ikke om at lukke flyvevåbnet. Men ligesom vi i dag hjælper de baltiske lande og Island med at passe på deres luftrum, så kan vi i fremtiden dele opgaverne over Danmark med vores nabolande«, siger forsvarsministeren. Nato begejstret Major Brian Brøgger fra luftovervågningscenteret i Karup understreger, at det i dag er strengt forbudt for fremmede landes militærfly at flyve ind i dansk luftrum uden en udtrykkelig godkendelse. »Håndhævelsen af vores nationale suverænitet sker kun i danske fly«, siger majoren, der i øvrigt ikke må kommentere ministerens forslag.
LÆS OGSÅ Politikere: Danske jagerfly er hjemme inden jul
Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, er begejstret for netop såkaldt air policing i fællesskab.
Han kalder det et mønstereksempel på smart defence, der er Natos plan for, hvordan alliancens medlemmer i fremtiden kan spare på militærudgifterne ved at dele udstyr og lave uddannelse og træning på tværs af landegrænserne.
Opposition er imod
Professor Mikkel Vedby Rasmussen fra Københavns Universitet kalder Nick Hækkerups forslag »en indlysende god idé, helt i tråd med Nato’s planer«, mens Venstres forsvarsordfører afviser det som et angreb på selve det nationale dna.
»Dansk suverænitet er det allermest følsomme, vi kan bede andre lande hjælpe os med. Håndhævelse af suveræniteten er afgørende for nationalstaten, jeg er imod, det går alt for vidt«, siger forsvarsordfører Troels Lund Poulsen, der gerne vil samarbejde med vores naboer på andre forsvarsområder.




























