Kommentatorer: Løkke har ikke været så presset siden COP15

Lyt til artiklen

Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen indrømmede ingenting, da han i dag holdt pressemøde om den højspændte skattesag.

Faktisk tog han kraftigt afstand til lækager og andre eventuelle lovbrud.

Alligevel var hans præstation på pressemødet - med alle krumspringene rundt om penible spørgsmål - så skidt, at fokus nu for alvor vil samle sig om Venstres rolle. Det spår flere politiske iagttagere.

»Spørgsmålene var relevante, men jeg har ikke set Lars Løkke så presset siden COP15 (i december 2009, red.). Og det var ligesom ham selv, der skabte det pres«, siger DR’ politiske analytiker, Jens Ringberg.

»Løkke er med til at fastholde Venstre-vinklen i denne her sag. Han skaber et billede af, at der er noget at komme efter«.

Ingen form for overskud
Den tidligere statsminister blev på pressemødet spurgt, hvorvidt han havde deltaget i møder, hvor Helle Thorning-Schmidt og manden Stephen Kinnocks skattesag var på dagsordnen.

Spørgsmålet er centralt, fordi det kan give en indikation af, hvor meget Venstre reelt har interesseret sig for en - for partiet - fordelagtig afgørelse i sagen.

Hårdt presset Løkke viger uden om kendskab til skattesag

Altså om partiet har forsøgt at påvirke sagen til ugunst for S-formand Helle Thorning-Schmidt.

Omkring 15 gange afviste Løkke imidlertid at svare, blandt andet med henvisning til, at spørgsmålet var »upræcist«.

Det undrer Jens Ringberg.

»Jeg har ingen grund til at tro, at Lars Løkke har været involveret i noget. Og derfor var det meget mærkeligt, at han var så aggressiv. Han udstrålede ingen form for overskud«, siger Jens Ringberg.

Mylenberg: Det gik helt i ged
Også chefredaktør Troels Mylenberg fra Fyns Amts Avis påpeger, at Lars Løkke Rasmussens optræden i dag var kontraproduktiv i forhold til at flytte fokus væk fra Venstres rolle.

»Hvis Løkke ikke har noget at sige, skal han ikke holde et pressemøde. Så kommer det til at virke, som om man har noget at skjule. Jeg kan ikke mindes et pressemøde, som er gået så meget i ged«, siger Troels Mylenberg.

»Det er bemærkelsesværdigt for en mand, der har holdt hundredvis af pressemøder. Han var øjensynligt slet ikke forberedt, men virkede som en meget presset tidligere statsminister«.

TV 2-chef træder et skridt tilbage efter Troels Lund-sag

En helt anden Lars Løkke
I valgkampen for et par måneder siden fastslog Lars Løkke Rasmussen, at han »på det skarpeste« kunne afvise, at venstrefolk har været involveret i ulovligheder.

Den formulering havde Løkke pakket sammen til dagens møde med pressen. Han undveg simpelthen spørgsmålet.

Samlet set lagde V-formanden en helt anden tone for dagen end den mand, der de seneste uger har høstet den ene fremragende meningsmåling efter den anden. Vælgeropbakningen er historisk stor.

Aviser: Venstre-toppen må rydde op i råddenskaben

Det var svært at se i dag, fastslår Troels Mylenberg.

»De (Løkke og Troels Lund, red.) siger, der ikke er foregået noget fordækt, og det må man selvfølgelig forholde sig til. Men her og nu ligner Lars Løkke ikke den samme mand, som for få dage siden talte om, hvordan det var at have opbakning fra hver tredje dansker«.

FACEBOOK

Jesper Vangkilde

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her