Tragedien i Norge udskyder Lars Løkkes valgoffensiv

Netop nu skulle statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) have taget initiativet til at sætte gang i den politiske debat efter sommerferien. Frisk og veludhvilet efter sommerferien skulle han have sat en offensiv dagsorden, slået godt og grundigt til oppositionen og forsøgt at skabe sig et mere solidt ståsted forud for en valgkamp. Det var i det mindste planen. 22. juli ændrede den plan sig dramatisk. Efter terrorangrebet i Norge vil indenrigspolitiske udspil og hård valgkampsretorik i bedste fald blive opfattet som upassende bagateller og i værste fald som manglende respekt og dømmekraft. Derfor må danskerne vente en uges tid endnu på at se en offensiv statsminister, selv om Lars Løkke for længst er hjemvendt fra sin cykelferie til Paris. I Statsministeriet er man pinligt bevidst om, at kølvandet efter et terrorangreb så tæt på danskerne er et yderst risikabelt farvand at navigere i. Hvis regeringen kaster sig ud i indenrigspolitiske slagsmål eller forsøger at placere skyld og ansvar, vil det blive læst som manglende respekt. Risikoen for at begå fejl er tårnhøj i en så følelsesladet debat. Det har skriverier fra Søren Pind (V), Mads Christensen og Sørine Gotfredsen været slående eksempler på. Der må ikke tages for let på alvoren i situationen, og derfor var Helle Thorning-Schmidt (S) også kun igennem til tv på en telefon efter de tragiske hændelser. Billeder fra sommerferien i Frankrig kunne virke for useriøse til anledningen. En anden risiko er, at statsministeren bruger for mange kræfter på tragedien i Norge og forsøger at gøre den ulykkelige situation til sin egen sag. Derved kan regeringen begå samme fejl som tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), der i 2001 udskrev valg kort efter 11. september i forsøget på at profitere på den fællesskabsfølelse, der rejste sig. Men som bekendt hjalp det ham ikke. Lars Løkkes situation ligner derfor den, som hans forgænger Anders Fogh Rasmussen (V) stod i ved udgangen af 2004. Dengang var det meningen, at der skulle udskrives valg, så snart nytårstalen var holdt, men tsunami-katastrofen i Sydøstasien påvirkede danskerne i en sådan grad, at det ville virke følelseskoldt at udskrive valg. Derfor måtte Fogh vente nogle uger. Af de grunde holder statsministeren og mange andre partiledere netop nu lav profil og udtrykker kun sorg og sammenhold efter angrebet, som det eksempelvis sker i dag, når Lars Løkke Rasmussen mødes med statsministrene fra Sverige og Finland på en gigantisk spejderlejr i Sverige for at tale om fællesskab og åbenhed. Men der ligger også mere principielle overvejelser til grund for en meget afdæmpet reaktion hos de fleste partiledere. Siden Muhammedkrisen i 2006 har danske politikere kæmpet en indædt kamp for ytringsfriheden, som nærmest er blevet identificeret som modpolen til terror. Derfor er det umuligt for de fleste danske politikere åbent at bede om, at der bliver lagt låg på debatten uden at være ytringsfriheden utro. Debatten om Norge er vanskeligst at håndtere i blå blok. Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard (DF) var ophavsmænd til den hårde værdidebat, og derfor retter kritikken af debatkulturen og værdidebatten sig naturligt mod særligt deres partier, selv om rød blok reelt har overtaget en del af blå bloks udlændinge- og retspolitik. Dansk Folkeparti vil i fremtiden få svært ved at lave samme type generaliseringer af muslimske grupper, som de tidligere har været afsendere af, og partiets sommergruppemøde var et eksempel på, at nok vil DF-toppen ikke ændre retorik, men tragedien i Norge fyldte alligevel en stor del af pressemødet, og et planlagt forslag om terrorbekæmpelse blev taget af bordet for ikke at spille plat på tragedien. Alt tyder på, at værdidebatten vil komme til at spille en mindre rolle end ved de foregående valg. Dels på grund af hændelserne i Norge, dels fordi luften var ved at gå af den stramme værdidebat allerede inden 22. juli. Erkendelsen af, at værdidebatten ikke kunne vinde endnu et valg, kom allerede sidste efterår, da vælgerne klart signalerede, at nok var nok med indførelsen af et pointsystem for familiesammenføringer. Siden har den konservative formand Lars Barfoed signaleret, at der har været nok udlændingestramninger, og at tiden i stedet er til at se på lempelser, så det vil være lettere for udenlandsk arbejdskraft at komme til landet. Også statsminister Lars Løkke Rasmussen har forsøgt at vise sig mere som løsningernes mand i spørgsmålet om ghettoproblemer. En udfasning af den helt stramme værdidebat har derefter været undervejs, men terroren i Norge har pustet til udviklingen. Værdisplittelse i blå blok Valgkampen vil afsløre, at blå blok ikke længere står så sammentømret som tidligere på den værdipolitiske platform. Venstre og særligt de konservative vil lægge mere afstand til Dansk Folkeparti, når det parti, som erklæret, ikke vil ændre det mindste i retorikken. Noget de konservative kun vil se som en fordel i deres iver for at tiltrække de borgerlige vælgere, der har fået nok af Dansk Folkepartis indflydelse. Mens de borgerlige partier øver sig i at finde det rigtige ben at stå på i en ny virkelighed, hvor udlændingekortet og generaliseringer ikke kan spilles som før, har særligt socialdemokraterne en forventning om, at de kan bruge tragedien i Norge aktivt til at mobilisere og skabe sammenhold blandt de mange socialdemokrater, som føler sig særligt ramt af terroren. Norges statsminister Stoltenberg har givet ord som solidaritet og fællesskab en ny aura, som kan hjælpe socialdemokraterne til at mobilisere frem mod en valgkamp. Tragedien i Norge vil da også blive markeret på både partiets sommergruppemøde og kongres i september. Men det foregår internt. Udadtil er tonen afdæmpet. Risikoen for at begå fejl er simpelthen for høj.