Statsministeren skal satse på en rolle som neutral mægler

Når regeringen i dag i folketingssalen fremlægger sine prioriteringer for EU-formandskabet, så vil meget af debatten handle om den europagt, der på historisk vis kan sprænge EU til et samarbejde i meget forskellige hastigheder. Debatten bliver symbolsk for det danske formandskab. For selv om regeringen gerne vil fokusere på mere grøn vækst, nye regler for det indre marked og et mere trygt EU gennem f.eks. fælles asylregler, så har EU mere eksistentielle problemer, der vil fylde dagsordenen. Selv om statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) står i spidsen for det danske formandskab, så skal hun ikke forvente at få rollen som den, der får EU ud af krisen. Den rolle er der rigeligt med andre, der gerne overtager. Officielt rådets formand, Herman Van Rompuy, der efter Lissabontraktaten er den, der står i spidsen for EU frem for regeringslederen i formandslandet. Uofficielt den tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident Nicolas Sarkozy, som er blevet så stærkt et makkerpar, at der i Bruxelles tales om den særdeles magtfulde Merkozyakse. De afgørende topmøder, hvor løsningerne på krisen skal fastlægges, kommer heller ikke til at foregå i København, men i Bruxelles. Thorning-Schmidt er altså langt fra den platform, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) havde for ti år siden, da han som nyudnævnt statsminister stod i spidsen for udvidelsen af EU. Ærlig forhandler efterspurgt Thorning kommer med andre ord ikke til at proklamere »We have an agreement« og stå som den samlende EU-figur, når Danmarks formandskab er slut. Og når de danske dagsordener glider ned ad prioriteringslisten, er Thorning-Schmidts eneste chance for at profilere sig som statsmand på den internationale scene at få skabt en platform som honest broker. Hvad er så det? En honest broker er det internationale begreb for en neutral forhandler, der kan se begge parters synspunkter i en forhandling. I tilfældet det danske EU-formandskab skal Thorning styrke sammenholdet mellem de 10 lande uden for euroen og de 17 eurolande, for netop at undgå at EU sprænges. Thornings position er god, fordi hun er EU-venlig, kender EU og har et netværk fra sin tid som parlamentariker. Hun ønsker en samlende aftale, men i kraft af Danmarks eget euroforbehold har hun også forståelse for de lande, der står uden for euroen. En position, som kansler Merkel har set, og derfor gjorde hun det på et møde midt i november i Berlin klart for Thorning, at den danske statsminister må påtage sig rollen som brobygger. Merkel har brug for en alliancepartner uden for eurolandene, som hun kan skubbe foran sig i arbejdet, så det – trods alt – ikke ser ud, som om Tyskland tromler ind over medlemsstaterne. Merkel er så ihærdig i sit arbejde med at få profileret den danske vilje til forhandling, at det nærmest blev et problem for den danske statsminister under topmødet i sidste uge. Da aftalen var på plads, havde Merkel travlt med at fortælle vidt og bredt, at Danmark var med i aftalen, hvilket som bekendt blev et hjemligt problem i forhold til resten af Folketinget og især i forhold til SF, som havde behov for at sælge et mere skeptisk udgangspunkt til Søvndals bagland. Men før Thorning kan få succes som brobygger, må hun selv ærligt melde ud, hvor Danmark står i forhold til europagten. De færreste vil betro sig til nogen, som de ikke ved hvor står. Det overordnede problem med rollen som honest broker er, at den er usynlig. Thornings rolle bliver at skabe relationer og sørge for, at alle er tilfredse i kulisserne. Ingen må føle sig udenfor. Hvis det sker, så får vi et Europa, der kan gå i vidt forskellige retninger. Succeskriteriet for det danske formandskab bliver, at der holdes sammen på de 27 lande, og at der også laves politik, hvor alle lande er med. Det er på det niveau, at de danske dagsordner for formandskabet kan få en lille chance for profilering. F.eks. når det gælder nye regler for det indre marked, som kan sikre lavere takster på dataroaming, eller at virksomheder, der får patent på en vare i ét EU-land, også har det i andre EU-lande. Også regeringens ønske om en grøn profil kan komme på dagsordnen, når den vil forsøge at få et nyt energisparedirektiv igennem. Men også det kan blive svært, da det godt nok vil skabe grønne arbejdspladser på sigt, men også betyde tab af arbejdspladser i den industritunge produktion her og nu. Og de færreste regeringsledere er villige til at ofre arbejdspladser midt i en økonomisk krise. Lav profil på prioriteter Selv i det tilfælde, at aftalerne kommer på plads, vil det være europaminister Nicolai Wammen (S) eller fagministre, der skal stå for forhandlingerne. Ligesom det er Wammen, der skal sidde for bordenden, når EU-budgettet skal forhandles. Heller ikke her kommer Thorning til at tage stik hjem. Regeringen er udmærket klar over, at det bliver svært at gøre formandskabet til en succes i forhold til de danske ønsker. Derfor har regeringen også ventet helt til to uger før overtagelsen af formandskabet med at meddele, hvad de danske prioriteringer er. Samtidig gøres de så tilpas overordnede, at det kan blive svært at klynge regeringen op på om et halvt år, om den har haft succes. Først og fremmest er der behov for, at Thorning taler ærligt om Danmarks ønsker og position, hvis hun skal have succes med den usynlige, men dog mulige platform som EU-brobygger.