Valget tyder på - mange - ministerposter til de radikale

Når Margrethe Vestager i dag bliver hyldet på de radikales landsmøde, vil de strategiske tanker rumle i baghovedet. En tilslutning til de radikale på 10 procent i meningsmålinger er langt over forventet, og en så stor fremgang ved valget skal forvaltes bedst muligt. Sikkert er det, at Socialdemokraterne og SF skal forvente endnu hårdere kamp til stregen, når det gælder både indflydelse på et regeringsgrundlag, og hvilke ministerposter der skal besættes af radikale. Første spørgsmål er selvfølgelig, om de radikale overhovedet vil i regering. De fleste argumenter taler for. Med udsigten til at få en stor folketingsgruppe efter valget på tæt på 20 mandater har Margrethe Vestager ikke længere den bekymring, at hendes folketingsgruppe bliver så lille, at den ikke har kræfter og gennemslagskraft til at markere radikal politik, mens spidserne sidder i regering. Rollen som støtteparti har vist sig effektiv til at få indflydelse for Dansk Folkeparti de seneste ti år, men de radikale kan ikke opnå samme magt ved at stå uden for en regering. Helle Thorning-Schmidt har mulighed for at finde sine flertal uden om de radikale hos for eksempel Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken. Det taler også for at indgå i en regering. Hvis de radikale vælger at stå uden for et samarbejde, skal de også kunne forsvare over for deres nye mange vælgere, hvorfor de ikke brugte deres indflydelse maksimalt, da de blev tilbudt at sidde med ved regeringsbordet. Ømme punkter afklares først Vigtigst er det selvfølgelig, at en stor vælgertilslutning ved valget giver Margrethe Vestager flere muskler i en forhandling med Socialdemokraterne og SF om et nyt regeringsgrundlag. Hvis de radikale – som nogle meningsmålinger peger på – bliver næsten lige så store som SF, stiger indflydelsen også. Margrethe Vestager og Helle Thorning-Schmidt har allerede aftalt, at de begynder at forhandle om de ømme punkter for et samarbejde: økonomi og udlændinge. Hvis man kan nå til enighed der, er vejen banet for en S-SF-R-regering. De radikale vil især have klare fingeraftryk på økonomien – blandt andet ved at få gennemført en efterlønsreform – men kommer på udlændingepolitikken til at bøje sig på krav som 24-årsregel og tilknytningskrav. Her kommer Socialdemokraterne ikke til at bøje sig. Men mens musklerne vokser på Vestager, så vokser forventningerne også. Når forhandlingerne er overstået, skal en stemme på de radikale have givet mening, hvis ikke partiet skal begynde en ny regeringstid med tilbagegang. Til Vestagers fordel tæller, at Socialdemokraterne og SF er ivrige efter at få de radikale med i en ny regering. Tanken om, at de radikale står udenfor og markerer egne sager, er yderst besværlig for en ny statsminister. Tonen mellem Socialdemokraterne og de radikale er da også blevet mere venlig i løbet af valgkampen. De radikales alliance med de konservative ved valgkampens begyndelse har trukket blå midtervælgere hen over midten, så Helle Thorning-Schmidt kommer til at skylde de radikale en stor tak, hvis hun ender som statsminister. Også det plus tæller i bogen ved regeringsforhandlingerne. Selvfølgelig er Socialdemokraterne og SF nervøse for, at de radikale bliver for store. Villy Søvndal, fordi det mindsker hans indflydelse i en ny regering og antallet af ministerposter, og i går advarede SF’s erhvervsordfører mod at stemme på de radikale. Helle Thorning-Schmidt, fordi en for selvsikker Margrethe Vestager vil holde gang i forhandlinger, indtil hun får ret. Flere og tungere ministerposter Det er ikke kun på indholdet af et regeringsgrundlag, at de radikales størrelse efter valget vil få betydning. Også antallet af ministerposter kommer i spil. I foråret lå de radikale til 6-7 procent, hvilket dengang ville have givet ministerposter til Margrethe Vestager selv, næstformand Morten Østergaard og måske – hvis forhandlinger gik godt – endnu en minister. I dag ser tallene anderledes ud. Den seneste meningsmåling fra Megafon giver de radikale 10 procent af stemmerne, hvilket svarer til 18 mandater. Samtidig får SF 11,5 procent og 20 mandater. I andre målinger overhaler de radikale ligefrem SF. Med den fordeling kan de radikale regne med fem-seks ministerposter. For Margrethe Vestager er det oplagt at blive økonomiminister. På den måde får partiet et økonomisk ministerium, der passer til partiets mærkesag nummer et. Men ministeriet skal være tungere end i dag. ECOFIN-samarbejdet skal hentes til Økonomiministeriet fra Finansministeriet, før Vestager er tilfreds. Også Morten Østergaard skal med flere stemmer i ryggen have et tungt ministerium. Indenrigs-, Sundheds-, Justits-, Beskæftigelses- eller Undervisningsministeriet er nogle af de tunge ministerier, som Vestager vil kæmpe for at få sin løjtnant ind i. Det bliver en svær kamp, da særlig Socialdemokraterne er ivrige efter at sætte sig på nogle af de samme ressortområder. Herudover skal findes tre-fire ministerier, som umiddelbart skal besættes af helt nye folketingsmedlemmer. De radikale gennemlever med dette valg et generationsskifte, hvor kun Vestager, Østergaard og Marianne Jelved genvælges. Resten er nye med lidt eller ingen parlamentarisk erfaring. Hvem der bliver minister, er derfor også mere tilfældigt og en kombination af, hvilke ministerier der kan komme på tale, og hvilke kvalifikationer kandidaterne har. Får de radikale et nyt Europaministerium kan tidligere spidskandidat til Europaparlamentet Sofie Carsten Nielsen blive minister. Kommer Kulturministeriet i spil, kan pilen pege på nuværende medlem af Københavns Borgerrepræsentation Manu Sareen. Er det i stedet et forbrugerministerium, der bliver smidt på bordet, kan formand for Forbrugerrådet Camilla Hersom blive minister. Men Vestager vil også overveje at hente ekstra assistance udefra. Tidligere international chef for Folkekirkens Nødhjælp Christian Friis Bach er en mulighed som ny udviklingsminister, mens formanden for den grønne klimatænketank og tidligere folketingsmedlem Martin Lidegaard er et oplagt bud til at blive ny klimaminister. I det tilfælde må nogle af de nye medlemmer af Folketinget se sig forbigået for en ministerpost. Det bliver den nye gruppeformand – Marianne Jelveds – ansvar at holde styr på tropperne der og gjort gruppen klar til den nye – gamle – rolle som regeringsparti. Nyt projekt nødvendigt En af de store opgaver for Margrethe Vestager, uanset om de radikale kommer i regering eller ej, bliver at skabe et nyt projekt for folketingsgruppen og partiet. Efter Marianne Jelveds kanonvalg i 2005 var der ikke en fælles ide om, hvad fremgangen skulle bruges til, og det endte i tilbagegang og formandsskrifte i 2007. Men før regeringsforhandlingerne kan gå i gang, skal den røde blok vinde valget. Og selv om meget taler for, at de radikale satser på at komme med i en regering, har den radikale top ikke taget den endelige beslutning endnu. Margrethe Vestager og Morten Østergaard har givet hinanden håndslag på, at de skal være villige til at forlade regeringsforhandlingerne, hvis indflydelsen ikke bliver stor nok. Så skal store drømme om ministerposter pakkes væk. Men med mere opbakning trukket op af særlig det blå vælgerhav stiger sandsynligheden for, at både de to og flere andre radikale får ministerposter efter valget på torsdag.