Kommentatorer: Hele skattereformen kan ryge i skraldespanden

Lyt til artiklen

Umiddelbart er det samarbejdsvillige toner, regeringen hører fra Christiansborg, når snakken falder på, om partierne vil være med til at reformere skatten.

»Vil vil meget gerne lave en skattereform med regeringen«, siger Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.

Og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussens, besked til regeringen er også, at hans parti gerne vil forhandle om skattereformen.

LÆS OGSÅ Enhedslisten stiller fire krav til kommende skattereform

»Venstre har valgt side. Vi vil en skattereform, der skaber arbejdspladser og holdbar vækst. Vi er klar«, siger Løkke i en video, han har lagt ud på internettet.

Samme forhandlingsvillige toner lyder fra de konservative og Liberal Alliance.

Reformen kan falde på gulvet
Men alle partierne er samtidig utilfredse med regeringens forslag til ændringer af skatten, og de stiller en række krav til reformens indhold.

Så langt står parterne fra hinanden, at flere iagttagere vurderer, at hele skattereformen kan blive aflyst. Og reelt set er spillet om, hvem der får ansvaret for et kollaps allerede i gang, lyder analysen fra to politiske iagttagere.

»Der er en reel sandsynlighed for, at reformen kan falde på gulvet«, siger Politikens politiske redaktør, Mette Østergaard.

Den holdning deler TV2's politiske kommentator, Henrik Qvortrup. Mens det praktisk taget er umuligt at få Enhedslisten til at støtte en reform, der regulerer overførselsindkomster ned, er det lige så umuligt for regeringen at få Venstre til at støtte forslaget om at gøre rentefradraget mindre.

Regeringen vil lide prestigetab
Det efterlader regeringen i en position, hvor den kan få svært ved at få flertal til at gennemføre sin politik, siger Qvortrup.

»Jeg betragter det slet ikke som et utænkeligt scenarie, at regeringen fremlægger sit reformforslag i næste uge, så går forhandlingerne i gang, og så bliver det alt sammen ikke til noget. Altså, at den falder«, siger kommentatoren.

Løkke bryder tavsheden og blæser til kamp for skattelettelser

Lykkes det ikke regeringen at få skattereformen forhandlet på plads i Folketinget, vil det være et stort prestigetab, men ikke koste S-R-SF-regeringen livet, er Qvortrup og Østergaard enige om.

»Det vil selvfølgelig være en ydmygelse, fordi det står i regeringsgrundlaget, at de vil gennemføre den, men regeringen vil måske kunne placere ansvaret for, at der ikke kom nogen skattelettelser hos Venstre«, siger Qvortrup.

Placerer aben hos hinanden

Foreløbig forsøger regeringen at få Venstre med i en aftale, mener de to politiske iagttagere. En forøgelse af beskæftigelsfradraget, lettelse af erhvervslivets skat og sænkning af topskatten er alt sammen noget, Venstre gerne vil være med til.

Men for Venstre kan det være en sejr at udstille, at regeringen ikke kan komme igennem med sin politik. Derfor er der allerede en kamp i gang om, hvor ansvaret bliver placeret, hvis reformen falder til jorden.

»Man skal lægge mærke til, at Helle Thorning-Schmidt (S) i øjeblikket har meget, meget travlt med at fortælle, at hun leder en mindretalsregering. Hun begynder altså allerede nu at lave fortællingen om, at skattereformen slet ikke bliver til noget, hvis Venstre lader den falde på gulvet«, siger Mette Østergaard.

LÆS OGSÅ Fakta: Det ved vi om skattereformen

Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen, har været påfaldende tavs om skattereformen indtil i dag, hvor han i en video på internettet fortæller om partiets krav. Her understreger Løkke flere gange, at Venstre meget gerne vil samarbejde om en ambitiøs skattereform.

»Der er gået et abespil i gang om, hvem der har ansvaret, hvis reformen ikke lykkes. Det er også i det lys, jeg ser Lars Løkke Rasmussens video, hvor han på den ene side virker påfaldende forsonlig og på den anden side rent faktisk skærper Venstres krav og kræver relle skattelettelser. Spørgsmålet er, hvem der skal ende med at have skylden for, at topskattelettelserne ikke bliver til noget, hvis forhandlingerne bryder sammen«, siger Henrik Qvortrup.

FACEBOOK

Marie Hjortdal

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her