Dagspressens omtaler af de mange receptioner, som Pia Kjærsgaard har holdt i anledning af sin fødselsdag, har gennem årene været skåret over nogenlunde samme kontrastfyldte læst:
Dansk politiks grimme ælling, som aldrig blev stueren, og hvis uvidenhed ingen grænser kendte, havde med kløgt og kaskader af indignation bokset sig frem i verden og fremstod nu som magtbarometerets smukkeste svane.
Ikke bare i egne rækker, hvor intet levende væsen var i tvivl om, at fødselaren kontrollerede alt og alle i Dansk Folkeparti. Men også på Slotsholmen i øvrigt, hvor skiftende Venstre-statsministre var indforskrevet på talerlisten for at hylde kvinden, hvis mandater deres regeringer hvilede på. I den forstand endte receptionen i fællessalen ved Pia Kjærsgaards 75-års fødselsdag som en fuldfed demonstration af kontrasten til hendes egen og partiets storhedstid.
For 15 år siden excellerede pressen allerede fra om formiddagen i beretninger om, hvordan Dansk Folkepartis gruppemøde blev indledt med fælles afsyngelse af fødselarens yndlingsmelodi, ’Som en rejselysten flåde’.
