Offer for knivstikkeri søgte hjælp hos læge i nærheden og er ikke umiddelbart i kritisk tilstand.

19-årig mand stukket ned på Nørrebrogade

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

En 19-årig mand er mandag eftermiddag blevet stukket ned på Nørrebrogade i København, oplyser Københavns Politi på Twitter.

Manden er umiddelbart ikke i kritisk tilstand, oplyser vagtchef Dyre Sønnicksen. Han vil ikke sige, hvor på kroppen eller hvor mange stik den 19-årige blev ramt af. Knivofferet søgte hjælp hos en læge i området, oplyser vagtchefen til B.T.

I forbindelse med politiets efterforskning har et stykke af Nørrebrogade været afspærret, men omkring klokken 16.30 er afspærringen ophævet igen.

»Vi arbejder dog fortsat på stedet«, skriver politiet på Twitter.

Det drejer sig om strækningen mellem Fælledvej og Stengade.

Tidligt mandag aften er der ingen anholdte i sagen. Da efterforskningen er på et tidligt stadie, vil vagtchefen ikke gå nærmere ind i, hvad der er sket.

København har i dagene efter jul været ramt af flere episoder med knivstikkerier. Det fik kort før nytår politiet til at styrke tilstedeværelsen på gaden.

I en pressemeddelelse fra politiet lød det, at »den almindelige borger ikke har grund til at være utryg«.

»Der er ikke noget, der tyder på, at gerningsmændene er gået efter tilfældige ofre«, lød det fra vicepolitiinspektør Knud Hvass i den forbindelse.

På baggrund af knivstikkerierne valgte politiet den 29. december at indføre en såkaldt visitationszone på dele af Nørrebro og Nordvest. I zonen kan politiet uden at have nogen konkret mistanke kropsvisitere folk og ransage køretøjer.

5. januar valgte politiet at forlænge varigheden af visitationszonen, så den gælder foreløbig frem til 19. januar. I forbindelse med beslutningen om at forlænge varigheden oplyste politiet, at man havde fundet 13 knive og stikvåben.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her