Tommy Ahlers skal tilbage til Folkemødet for første gang, siden han trak sig fra politik. Han glæder sig til at se sine tidligere kolleger til det, han beskriver som ’gammel elev-fest’. Og ellers står weekenden i klimaets tegn, når Tommy Ahlers skal debattere den grønne omstilling.
Blå bog
Tommy Ahlers
Født18. november 1975.
Tidligereuddannelses- og forskningsminister for Venstre.
Stoppede i politik for at genoptage sin iværksætterkarriere.
Tidligerevar han en af løverne i iværksætterprogrammet ’Løvens Hule’.
Hvad er dine planer for Folkemødet i år?
»Det har jo ikke den samme politiske karakter som før. I stedet er planen at være tydelig i klimadebatterne. Jeg har for eksempel været med til at arrangere en debat, der tager afsæt i en masterclass på DTU, der omhandlede at få investorer uddannet i nye grønne teknologier«.
»Jeg skal også ud at se en masse, men det program plejer at være styret af dagsformen. Jeg vil gerne se nogle politiske klimadebatter. Flytter de sig, eller kommer der pludselig noget nyt, hvor man siger, at forsyningssikkerheden er vigtigere end klimaet? Det er også det første folkemøde, hvor erhvervslivet er tilbage, efter at der er blevet lavet klimapartnerskaber og klimalov. Så jeg er spændt på at se, om de kommer til at gå sammen og sige til politikerne: Prøv lige at høre her, det går for langsomt, og det er nærmest jer, der sidder og forsinker den grønne omstilling. Det er jo den fornemmelse, man får, når man står udefor«.
»Og så kommer det jo også til at være lidt en fest for mig. Siden sidste folkemøde har jeg jo forladt politik. Man plejer jo at kalde Folkemødet for en fætter-kusine-fest, men for mig bliver det også lidt en gammel elev-fest. Jeg kommer til at møde mange af mine gamle kolleger, for halvdelen af Christiansborg er jo derovre. Jeg skal nok ikke have en øl med dem alle, men med nogle af dem. Det glæder jeg mig til«.
Connie Hedegaard: Der skal være tid til spontane samtaler over en kop kaffe på FolkemødetHvad ser du mest frem til ved årets Folkemøde?
»Jeg ser mest frem til, om det bliver tydeligt på det her Folkemøde, at det er universiteterne, der rykker på den grønne omstilling. Man kan jo ikke nå at se alle debatter, men når man så taler med folk på vej hjem i flyet om deres oplevelser, kan man tit stykke det sammen, og så kan man se, hvilken retning vi er ved at bevæge os i«.
Hvorfor er det, at det er klimadagsordenen, der udgør de vigtigste debatter for dig i år?
»Vi står med en forfærdelig krig i Europa, men ellers er klimakrisen en af de værste kriser, vi står med. Vi må ikke miste fokus på den, selv om der sker så meget andet. Jeg synes ikke, at det er lykkedes os at få omsat coronakrisen til at være en accelerator i forhold til den grønne omstilling. Nu har vi så en krig, som også fører til en potentiel forsyningskrise – og bliver vi så bedre til at bruge det til det grønne?«.
Uden for citat: Politiken var med fra starten. Det kan jeg roligt rose avisen for, jeg var ikke ansat dengang»Jeg synes, at den debat er mest interessant, fordi det er den krise, jeg har sat mig for at give mit bidrag til at løse. Det er mit virke nu at være med til at understøtte de løsninger, der er derude – og blive ved med at råbe op over for den moralske forpligtelse, vi har for at være med til at løse det«.
Pølsesnak og alkoholtest
Hvad er dit bedste minde fra Folkemødet?
»Ved Folkemødet i 2018 var jeg blevet minister halvanden måned tidligere, så der var nogle i ministeriet, som jeg ikke kendte så godt endnu. Jeg endte med at stå med det meste af departementet klokken fire om morgenen foran Hut Li Hut (bar på Bornholm, red.), hvor vi spiste ristede pølser og drak øl. Jeg lærte dem bedre at kende, fordi vi alle sammen var ude af den setting, vi normalt befandt os i. Her var vi i samme båd. Jeg mødes stadig med de personer – også selv om vi næsten alle er andre steder nu. Så det er et ret fint minde at have«.
Vi står med en forfærdelig krig i Europa, men ellers er klimakrisen en af de værste kriser, vi står med
»Det år havde jeg også en P3-debat med Kristian Thulesen Dahl. Jeg kendte ikke Kristian så godt den gang, og han er en, man kan være lidt bange for. Vi fik serveret fadøl, og jeg drikker lidt, mens Kristian lader sin stå. Så kan jeg se, at der er nogle fra ministeriet, der ser lidt nervøse ud. Det er så, fordi for det sidste i politikertesten var, at politikommissæren ville komme på scenen, og så skulle han tjekke, om vi havde drukket, og om vi kunne køre bil. Det stod lige mellem os, så jeg kunne miste et point der«.
Mit Folkemøde: Magien findes i de hundrede møder med ukendte»Jeg siger så til politikommissæren, at jeg havde hørt, at man kunne tage 10 armbøjninger, for så ville det gøre ens tal på alkometeret så lavt som muligt. Så derfor tog jeg 10 armbøjninger på scenen og blæser i alkometeret. Den viser 0,00, så både folket fra ministeriet og jeg kunne ånde lettet op. Det var et godt år«.
Hvorfor er det, at Folkemødet er vigtigt for Danmark?
»Det er det, fordi det er der, vi tager paraderne ned. Vi, der sidder med noget indflydelse i samfundet, vi tager paraderne ned over for hinanden, men også i forhold til de borgere, der kommer og ser med. Det er bare nogle anderledes debatter på Folkemødet. Man kan vise noget usikkerhed og noget tvivl. Folkemødet er et sted, hvor politik bliver lidt mere søgende og tvivlende i stedet for det lidt kategoriske, som det godt kan være, hvis man bare ser ’Debatten’ på DR2 torsdag aften«.
fortsæt med at læse


























