Det er valgaften. Politikens håndtegner håber, at Alternativet vil få et kanonvalg.
»Så kan jeg tegne en masse tissemænd, der peger op ad«.
Han er ellers mest til Enhedslisten. De minder ham om Socialdemokratiets folkekære statsminister Anker Jørgensen, og han vil gerne tilbage til Anker. Anker toppede i halvfjerdserne. Den gang var landet ved at gå fallit, byen var nedslidt, arbejdsløsheden var enorm, renten var endnu højere, og børnefamilierne flygtede ud af byen. Værtshusene var brune, ingen var grønne, havnens vand var dækket af olie og spildevand, og havde alle regnbuens farver, og de mange blå mænd, der hver dag tog ud til virksomheder som skibsværftet Burmeister & Wain på Refshaleøen, havde kun et arbejde, fordi de fik milliarder i statsstøtte. De takkede med at nedlægge arbejdet, hvis virksomheden en gang i mellem havde overskud, og også hvis den havde underskud.
Der er stadig meget, der skurrer. Der har aldrig været flere tiggere, flere synlige unge gadeprostituerede og hjemløse fra andre lande. Operahuset ligner et brændt straffespark, og Kalvebod Brygge en springskalle i hovedet på alle de arkitekter, der ikke blev brugt. Desuden er det umuligt at bosætte sig, hvis man ikke er velhavende, og det, der sker på Nørrebro, er ikke den ene baggård mod den anden, som under Anker. Det er en tragedie. En social, kulturel og politisk tragedie med forkvaklede æresbegreber, mangel på respekt for andres liv, og en ubærlig opvågnen for de forældre, der lukkede øjnene og lod deres drenge gå deres egen afstumpede vej.
