Forleden fik jeg besked om, at der var digital post fra Færdselsstyrelsen. Straks blev jeg forfærdet og var sikker på, at jeg havde kørt for hurtigt. Jeg nærmest rystede på hånden, inden jeg fik MitID til at makke ret og i min e-boks kunne læse, at jeg blot var indkaldt til et rutinemæssigt syn. Det er typisk for mig, at min kronisk dårlige samvittighed slår til, så jeg slet ikke når at tænke, at det faktisk er Rigspolitiet, der tager sig af lovovertrædelser.
Jeg tilhører et segment, der er præget af den protestantiske arbejdsmoral med dens flid, selvdisciplin og pligtfølelse. Med denne arbejdsmoral kan man nå langt, men omkostningen er en kronisk dårlig samvittighed, hvor man aldrig føler, at nok er nok. Det med samvittigheden kan altså kamme over, men hang til dårlig samvittighed er dog langt at foretrække end aldrig at blive ramt.
