Forleden dag kom jeg kørende i bil. Det var en af de smukke dage, hvor solen skinnede, og alt stod i hvidt. Sneen og lyset gjorde godt. Men så var der to cyklister, der gled på cykelstien og faldt oven i hinanden. De nåede lige at rejse sig og børste sneen af kroppen, før endnu en cyklist gled og faldt samme sted. Han slog sig hårdt, kunne jeg se.
Jeg løber ofte i mørke og prøver at undgå skæve fliser og glatte veje. Jeg er ikke meget bange for at falde, men jeg tænker da mere over det end tidligere. Til gengæld er jeg meget opmærksom på, at min mor på 88 år ikke må falde. Det er hun heldigvis også selv. Omvendt er det med de små. Forleden stod Lisa på to år på en stol og var ved at kravle op på et bord. Så sagde min søn: Tag det roligt, det kan godt være, hun falder, men ikke på en måde så vi skal på skadestuen.
