En af mine bekendte blev ramt af en dødelig sygdom og udtrykte klart: »Jeg vil ikke ende som en grøntsag«. Hun ville gerne have hjælp til at afslutte livet, når sygdommen skred frem. Men stik mod forventning holdt hun fast i livet, også på et tidspunkt, hvor hun kun kunne kommunikere ved blink med øjnene. En anden bekendt havde cancer med spredning. Han var fortaler for aktiv dødshjælp, men nød livet i fulde drag til det sidste og gjorde intet for at fremskynde sin egen død, da tiden var inde.
Jeg oplever tit, at raske og ikke mindst raske pårørende til alvorligt syge mennesker udtrykker behov for, at man selv kan bestemme, hvornår livet skal slutte. Men jeg oplever også, at der kan være stor forskel på, hvad man mener, når man er rask, og når man er syg og har kort tid igen.
