»Læge« står der på Nannas navneskilt. Men hun føler sig ikke som en.
På hospitalets slidte gange bliver hun indimellem overvældet af dårlig samvittighed. Det er især i mødet med hendes ældre, mere erfarne kollegaer.
Følelsen kan også ramme, når hun har modtaget en patient og sendt dem videre i systemet. Så er det, som om hun har løjet overfor patienten – også selv om hun har sagt det, hun skulle.
Da følelsen var allerværst, en håndfuld måneder tilbage, kunne Nanna ingenting, når hun kom hjem fra afdelingen. Nogle dage sad hun i sofaen og stirrede ud i luften. Andre dage faldt hun i søvn med tårer trillende ned ad kinderne.
Hun var udmattet, fordi hun konstant gik rundt med en frygt for, at hendes kollegaer skulle synes, hun var uintelligent. For at hun skulle blive skubbet ud i noget, som hun ikke var kvalificeret til. For at hun ikke var dygtig nok til sit arbejde.
»Jeg havde en oplevelse af, at noget ved min person gjorde, at jeg ikke var egnet til mit job, at jeg ikke passede ind i gruppen. Det var en stemme, der sagde, at jeg ikke var tough nok, at jeg ikke var overskudsagtig nok, at jeg havde for meget indre kaos«, siger hun.
»Det værste, jeg frygtede, var, at en patient skulle dø«.
