Jeg var ude på min faste tur i morges. Fra Gudhjem løb jeg nordpå langs Kyststien i en verden, der føltes helt min egen. Ikke et øje var at se, og alt var indhyllet i et tykt, lyddæmpende lag af nyfalden sne. Det var betagende smukt. Når du læser dette, er sneen ifølge vejrprognoserne for længst smeltet bort. Men det er egentlig underordnet. For uanset om stien er hvid af frost eller grøn af forår, ejer naturen en magisk evne til at nulstille mit mentale kompas.
I min hverdag nørder jeg med videnskab. Jeg vejleder, underviser og navigerer gennem en endeløs strøm af møder, projekter og budgetter. Det er let at fortabe sig i spekulationer over en deadline eller en kompleks problemstilling. Men når blikket får lov til at vandre op langs de høje trætoppe eller ud over Østersøens rå klipper, sker der noget med perspektivet: Jeg bliver lille.
