Kirsten Hyrup, Hillerød, sygeplejerske på et hospice i Frederiksværk. Malede porcelænsmaling som ung. Begyndte i 1994 på kunstmaling sammen med tre kolleger, som i tre-fire år mødtes en gang om ugen. Har siden selv dyrket interessen. Hvor ofte: »Ikke alle dage, men næsten og i hvert fald flere gange om ugen. Jeg har mine remedier stående i en kælder, og jeg maler mange postkort, så det er let at gå til og fra. Hvis min mand ser noget i fjernsynet, der ikke interesserer mig, går jeg tit ned og maler«. Materialer: »Jeg bruger næsten udelukkende akvarelfarver. De passer godt til mig, jeg er sådan en rolig person«.
Tilgang:
»Jeg arbejder intuitivt og gik bare i gang. Har i årenes løb taget et tegnekursus, nogle sommer- og weekendkurser og er for nylig begyndt at kigge i fagbøger. Men det tekniske har aldrig været det styrende. Når jeg maler, vender jeg tankerne indad«.
Udadtil:
»Kan godt lide det sociale omkring en fælles interesse. Har f.eks. deltaget i Skævinge Kunstforenings udstilling og haft nogle billeder udstillet i en café i Hillerød. Det giver en glæde, at der kommer noget konkret ud af maleriet, og det er rigtig dejligt, hvis noget af den glæde kan formidles til andre. Bemærkninger om, at mine billeder udstråler ro, harmoni, lys og glæde gør mig utrolig glad«.
Indadtil:
»Det vigtigste er min egen oplevelse. Dels er det sjovt at male. Dels får det mig til at koble af – det skaber glæde, ro og giver mig overskud i hverdagen. Jeg har jo et arbejde, hvor jeg møder mange, som rammes hårdt af skæbnen. Det berører mig meget, og tankerne kan let køre i ring. Det kan også aktivere noget af ens egen ked af det-hed, som man måske aldrig har fået sat ord på. Men jeg har opdaget, at jeg får positive tanker, når jeg giver mig hen til at male«.
Virker det som terapi?
»Når jeg maler, flyver mine tanker tit tilbage i tiden. Jeg tilhører en generation, hvor der ikke var meget anerkendelse i opdragelsen. Det var sådan lidt kæft, trit og retning, og jeg er ikke en type, der var god til at sige fra. Måske lyder det fjollet, men jeg føler, jeg lærer mig selv bedre at kende, når jeg maler. Det giver mig en mulighed for at udtrykke noget og få noget anerkendelse, så jeg føler mig stærkere og nærmest bliver repareret«, siger Kirsten Hyrup og fortsætter:
»For lidt tid siden blev jeg spurgt, om jeg kunne male lavendler og gik i gang med et motiv fra min barndom. Et gammelt sommerhus med lavendler uden om en havelåge og en have, hvor vi legede skjul i det høje græs. Det var ikke så velfriseret dengang, der lå potteskår, mursten, træstubbe og andet, som man skvattede over. Dér følte jeg virkelig, at jeg var tilbage i syv-otte-års alderen og bare futtede rundt i haven. En masse billeder dukkede op, og jeg fik ansigter på nogle af legekammeraterne fra dengang. Jeg blev helt forundret over, at det gav så stærk en oplevelse, men det gjorde det, og det er klart det vigtigste, når jeg maler«.
