Tilhører du den majonæseædende, storrygende og firhjulstrækkerkørende del af befolkningen, så skynd dig at ændre livsstil.
Sådan lyder rådet fra de eksperter, som Politiken har bedt regne på de privatøkonomiske konsekvenser af den nye S-R-SF-regerings grundlag, ’Et Danmark der står sammen’. Rucola og S-tog rammes ikke
Grundlaget rummer meget lidt konkret om privatøkonomien, men noget af de mest detaljerede er en plan om øgede afgifter på især cigaretter, sukker, fedt, øl og vin for 5 milliarder kroner.
Og det vil ramme de usunde og forurenende på pengepungen, mens den cyklende, S-togs-kørende og rucolasalatspisende familie går stort set fri og endda kan se frem til lavere afgifter på mere miljøvenlige biler.
»De sunde og grønne rammes klart mindre af de her afgifter end de usunde og forurenende«, siger Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank, mens Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den borgerlig-liberale tænketank Cepos, ser en løftet pegefinger i de nye afgifter:
»Hvis man spiser og drikker det, der er usundt ifølge politikerne, bliver man hårdere ramt«, siger han.
Alle bliver ramt
Ifølge Cepos vil de øgede afgifter på slik, cigaretter og øl koste den gennemsnitlige familie 1.800 kroner om året, og Mads Lundby Hansen køber ikke helt argumentet om, at de grønne og sunde går ram forbi.
»Jeg er nødt til at sige, at vi jo alle sammen spiser sukker og fedt, og de fleste af os drikker også øl og spiser slik. Så alle bliver ramt«, påpeger han. LÆS OGSÅDansk fedtskat går verden rundt
Ud over de nye afgifter er noget af det mest konkrete i grundlaget en afskaffelse af den upopulære multimedieskat. Ifølge Danske Banks beregninger kan en topskatteyder i en gennemsnitskommune, som eksempelvis har fået en computer stillet til rådighed af sin arbejdsgiver, se frem til en årlig gevinst på knap 1.700 kroner. Betaler man ikke topskat, vil besparelsen være på 1.226 kroner, viser bankens beregninger.
Hvis du er en af de omkring 1 million danskere, der har en privat sundhedsforsikring, risikerer du dog at gå glip af genvinsten. Den nye regering har planer om at afskaffe VK-regeringens fradrag for private sundhedsforsikringer, et indgreb, der ifølge Danske Bank kan koste nogenlunde det samme, som vindes på afskaffelsen af multimedieskatten. LÆS OGSÅJohn og Betina: »Fedtafgift er nok bare en måde at få penge ud af os«
»Hvad det præcis betyder, kommer an på, hvad sundhedsforsikringen koster på din arbejdsplads. Koster den årligt f.eks. 3.000 kroner, bliver tallet præcis det samme som for multimedieskatten, altså 1.681 kroner for en topskatteyder. Betaler du ikke topskat, bliver det 1.226 kroner«, siger Las Olsen. Fedt for de fattige
S-R-SF-planen rummer gode nyheder for de fattigste i Danmark, påpeger Jonas Schytz Juul, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
»Man afskaffer de her helt særlige lave fattigdomsydelser, som VK indførte. Dem, der er på starthjælp eller ramt af kontanthjælpsloftet, oplever en stigning i deres indkomst«, siger han.
Ifølge Danske Bank kan særlig starthjælpsmodtagere se frem til et løft i privatøkonomien, idet deres indkomst vil vokse til det dobbelte under den nye røde regering. »Det gør også en stor forskel for dem, der stod til at løbe tør for dagpenge i midten af 2012. Det gør også en stor forskel for deres privatøkonomi, at dagpengeperioden bliver forlænget med et halvt år«, siger Las Olsen. Forholdsvis beskedne indgreb
Overordnet er eksperternes vurdering, at grundlaget ikke vender op og ned på danskernes husholdningsbudget.
»De konkrete ting, der er, er forholdsvis beskedne indgreb. Det, der kommer til at rykke noget, er, når den nye regerings skattereform kommer, men vi ved jo ikke endnu, hvad den kommer til at indeholde. Samlet set er der lagt op til et lidt højere tryk af skatter og afgifter«, siger Las Olsen. LÆS OGSÅBagere må gerne lægge fedtskat på magert brød
S-R-SF-regeringen står i gæld til den foregående regering, fremgår det af grundlaget. »Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand«, skriver de tre partier således. Det vækker ikke overraskende glæde i Cepos.
»Thorning skal have ros for at have droppet hovedindholdet i sit valgprogram ’Fair løsning’. Regeringsgrundlaget er således renset for illusionen om 12 minutters ekstraarbejde, bankskat, millionærskat, bevarelse af efterlønnen samt forhøjelse af dagpengeperioden til fire år«, lyder den samlede vurdering fra Mads Lundby Hansen.
I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd betegner man S-R-SF-regeringens lovede skattereform som den »helt store joker« i planen.
»Den kan få kæmpestor betydning, afhængig af hvordan den bliver strikket sammen«, siger Jonas Schytz Juul.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Forfattere giver redskaber til varige parforhold: Brug 'sex først'-reglen
-
Det er sjældent, at en dommer kommer med så stor en beklagelse til drabstiltalte
-
Trump talte om et smukt øjeblik, men så fik tonen hurtigt en anden lyd
-
800 kroner! Hvorfor skal det være så dyrt at svømme i det vand, vi ellers frit bruger hver dag?
-
Norge har gjort et fund, der kan gøre Europa selvforsynende med sjældne metaller
-
To unge par blev truet med politianmeldelse, fordi de ville dele et hus
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Michael Jarlner
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Tatjana Tfelt
Analyse



























