Den sidste, der træder op på sodavandskassen på gågaden i Malmø, er Matti Aagaard Lumby fra Ringkøbing.
Han kigger ned i jorden, mens brystet hæver sig i de dybe åndedrag, der skal hjælpe den 15-årige dreng med at overvinde sin største frygt: At tale for fremmede mennesker.
Bortset fra tonerne fra en gademusikant er der stille. Han kigger op.
»Mmmmm«, siger Matti, sukker dybt og slår blikket ned igen. Sukket er et vejrtrækningsredskab, han har lært på det stammekursus, han sammen med 59 andre de seneste tre dage har gennemgået.
Han kigger op. Han er klar. Men det samme sker igen.
»Mmmmm«. Og igen.
Lydchok
Som andre stammere undgår Matti normalt situationer, hvor fremmede mennesker skal høre ham tale. Som led i kurset står han nu og skal overvinde den ultimative udfordring: at stå på en kassen foran op mod hundrede tilskuere og holde en tale. Publikum venter ængsteligt på at se, om han giver det et forsøg mere.
»Matti Aagaard Lumby«, siger han endelig og kigger op. Publikum ånder lettet op, og store smil breder sig blandt hans medkursister i flokken.
Stammen er en talevanskelighed, som Dansk Videnscenter for Stammen beskriver som et brud i den almindelige, flydende tale. Det kan være gentagelse af ord, stavelser og lyde eller blokering af talestrømmen. Ofte er der tale om et skjult handikap, fordi mange forsøger at undertrykke det. Ligesom Matti Aagaard Lumby. Andre er endnu hårdere ramt og kan end ikke sige deres eget navn.
Ifølge forskningen på området stammer op mod en procent af den voksne befolkning.
For Matti er det værst i skolen. Han rækker ikke hånden op, når der er noget, han ikke kan finde ud af, og føler derfor ikke, at han lærer så meget, som han gerne vil. Men det allerværste er, når det i klassen bliver hans tur til at svare eller læse højt.
Danske børn har sprogkvaler»Det er meget anstrengende. Nogle gange går det godt, og nogle gange kan jeg bruge lang tid på at sidde og kæmpe med et ord, jeg ikke kan komme videre med«, fortæller han rytmisk med lange pauser i sætningerne.
»Det vil også gøre det meget lettere at møde nye mennesker og spørge ind til folk, hvis jeg ikke er under det der pres«, siger han og simulerer med den ene hånd et kvælertag omkring sin hals. Det gør han, hver gang han siger ordet ’pres’.
Ifølge hans talepædagog skyldes hans stammen et lydchok, han blev udsat for, da han var to år gammel. Efter det gik hans talen i stå. Som om halsen snørede sig sammen, når han forsøgte, fortæller hans mor Britta Aagaard Lumby, som er med i Malmø.
»Han har lavt selvværd og selvtillid, og han isolerer sig. Lærerne tror, han er doven, fordi han ikke tør melde sig eller spørge. Han kunne aldrig finde på at ringe efter en pizza eller gå ind til bageren og bede om en kage«.
En rygsæk af nederlag og frygt
Talelidelsen har bragt Matti og de andre stammere fra Danmark, Norge og Sverige til Malmø i weekenden for at deltage i det amerikanske McGuire Program.
Her skal de lære at få kontrol over deres stammen. De skal gennem et intensivt forløb med op mod 16 timer per dag. Det er tilrettelagt sådan, fordi stammere er vant til at springe over, hvor gærdet er lavest, fortæller Peter Bollerup Andersen, der selv er stammer og instruktør på kurset.
»De bærer rundt på en kæmpe rygsæk med masser af dårlige talevaner, nederlag og frygt. De har fundet metoder, så de kan undgå det, der er svært for dem. Det kan de ikke her«, siger han og understreger, at det ikke er en mirakelkur. Det kræver hårdt arbejde. Også efter weekenden i Malmø.
På kurset lærer stammerne at bruge en særlig del af vejrtrækningsmusklen, som ikke bliver påvirket af frygt, fortæller Peter Bollerup Andersen. De skal lære at holde øjenkontakt og ikke bukke under for det tidspres, de kan føle for at få tingene sagt.
Da kursets første dag om torsdagen er ovre, er Matti udmattet. Fredag skal han træne endnu mere intensivt, inden han lørdag bliver sat på kursets helt store udfordringer.
Her skal de nye kursister henvende sig til 100 fremmede mennesker på gaden, som de skal udspørge. Om klokken, vejen til banken, banegården – hvad som helst. De går sammen med en makker, som har været på kurset før og fungerer som coach.
Udfordringernes dag er oprandt. Det er lørdag, og Matti er nervøs. Hele sit liv har han forsøgt at undgå præcis sådan en situation. Som de andre taler han nu mekanisk med lange dybe vejrtrækningspauser i sætningerne.
»Undskyld. Hvor ligger banegården?«, spørger han en køn, mørkhåret ung kvinde efter et par minutter. Hun smiler sødt til ham og svarer på hans spørgsmål. Så er han i gang. Det bliver lettere og lettere for hver gang. Han når op på 107 tilfældige møder.
Men den udfordring er langt fra det værste, mange af kursisterne kan forestille sig. Det værste er det, de skal udsættes for nu. De er samlet et aftalt sted på gågaden. Ved muren står en tom sodavandskasse, som de alle skal op at holde en tale på på skift. Der slutter sig en halvcirkel af kursister, forældre og nysgerrige forbipasserende omkring kassen. Der lyder tung vejrtrækning fra kursister, som kæmper for at overvinde sig selv.
LÆS OGSÅ
De fleste, der træder op på kassen, fortæller, hvor meget deres liv og deres selvfølelse har ændret sig siden kursets start. En 19-årig gymnasieelev har mere på hjerte.
»For fire år siden var jeg tæt på at tage mit eget liv. Fordi jeg stammer«, fortæller han sikkert og med lange pauser mellem ordene. »Hele mit liv har jeg været bange. Men det er jeg ikke længere«, fortsætter han. Da han går ned fra kassen, bryder han sammen og går ind i armene på sin makker, der møder ham i en omfavnelse.
Sådan går de op på kassen. En efter en, helt unge og granvoksne mænd, der har levet med og mod deres talehandikap igennem et helt liv.
»Jeg er skjult stammer«
Som Max Borggaard på 44 år, der gør, hvad han kan, for at undgå situationer, hvor stemmen kan glippe. Derfor tager han ikke konfrontationer med urimelige medarbejder, kunder eller chefen, af frygt for, hvordan det kommer ud.
»Jeg er skjult stammer, derfor er det særligt svært at fortælle, at jeg stammer«, siger Max Borggaard med jævne stød i talen, inden tårerne kommer.
Den sidste på kassen er Matti. Efter tre nervepirrende forsøg har han overvundet blokeringen og sagt sit navn.
LÆS OGSÅ Alle børn skal sprogtestes før skolestart
»Matti Aagaard Lumby«.
»Hele mit liv har jeg været stammer. Men det er der lavet om på nu. Tak for det«, siger han med fast stemme og lang pause mellem sætningerne. Publikum bryder ud i et bifald, men Matti bliver stående. Det er første gang i dag, nogen har gjort det. Der bliver stille.
»Før i dag har jeg ikke kunne spørge ind til et andet menneske. Det kan jeg nu. Det er helt fantastisk. Tak for det«. Publikum klapper ivrigt igen. Matti bliver stående. Han har endnu mere at sige. »Jeg vil lige sige en speciel tak til min makker, Christian. Tusind tak for din støtte«.
fortsæt med at læse
