Frederik Zangenberg kommer haltende hen mod os ved hestefolden. Han trækker let besværet højre ben efter sig. Foden drejer ved hvert skridt ud mod højre side.

»Det er dem fra avisen, som jeg har fortalt så meget om, Frederik«, siger moderen Dorthe Zangenberg.

»Åh nej mor. Bare det kun er noget godt, du har sagt«, siger Frederik let forlegent.

»Selvfølgelig, Frederik. Jeg taler altid kun pænt om dig. Du ved jo, at jeg elsker dig«, siger Dorthe Zangenberg og smiler.

Mor og søn går over mod deres hest, den 9-årige vallak Chilli med det røde dækken, der efter nogle formiddagstimer i vintersol og mudderet skal tilbage i stalden.

En lang række operationer

Frederik er 21 år, fysisk og psykisk handikappet, men i live. Lægerne på Rigshospitalets neonatalafdeling reddede i 1994 livet for den dengang 1.380 gram lille baby, der blev født tre måneder for tidligt. Som få uger inde i livet fik en større hjerneblødning, hullede lunger og vand i hovedet, der har medført, at Frederik i dag er spastisk og moderat hjerneskadet.

Til nu har han gennemgået tæt ved 150 større og mindre operationer. Men han er smilende og opmærksom. Og i live. Men spørgsmålet er, om han egentlig burde være det. Det spørgsmål rejser Dorthe Zangenberg i dagens Politiken:

»I den ideelle verden var Frederik der ikke. Han vil altid høre til den svage gruppe, som samfundet ikke er gearet til. Jeg har været i det her game i over 20 år«.

Dorthe Zangenberg fortæller:

Dorthe Zangenberg arbejder ikke, men får et tilskud, så hun kan passe sin søn hver eneste dag, sådan som hun har gjort i de 21 år siden fødslen. Frederik bor hjemme, så han får kærlighed fra mor og far. For samfundet har ikke brug for mennesker som Frederik, mener moderen.

Specialbørnehaver og -skoler

Mens de små som børn på neonatalafdelingen får højintensiv behandling, og lægerne tager ansvar, så starter »bøvlet først for alvor, når de kommer hjem«, siger Dorthe Zangenberg.

»Gennem børnenes tidlige opvækst er der specialbørnehave, specialskole og specialungdomsuddannelse. Men så er det slut. Man siger ’nu er du 18 år, du er voksen, så må du klare dig selv, nu har vi som samfund gjort, hvad vi kunne’. Men hvilket liv får de så?«

»Jeg synes, at man skal holde op med at redde alle de her for tidligt fødte børn. For hvad redder vi dem til? Det skal vi fortælle forældrene«.

Frederik kommer hver dag på Adamslyst Ridecenter ved Karlslunde, syd for København, hvor han sammen med Dorthe passer sin egen hest. Han trækker stolt hesten mod stalden, han er glad, han taler næsten normalt, men minder mentalt om en stor dreng, der samtidig døjer med flere fysiske handikap. »Vil du tage dækkenet af, Frederik?«, spørger Dorthe og får sat sønnen i gang.

»Du er dejlig varm indenunder«, siger han til hesten og går hen til mulen, som han kysser.

»Ej, hvor er du heldig, Chilli. Får du møs af Frederik«, siger Dorthe Zangenberg og forklarer, at livet på rideskolen har været en af de største gaver i Frederiks og familiens liv: »Her kan han bare være Frederik. Her har han en funktion, når vi kommer weekendaftener, hvor alle andre er gået hjem. Her er helt stille, og så går Frederik sin runde med vand og hø til hestene og føler sig nyttig. Det er en stjernestund for os alle«.

fortsæt med at læse

Frederiks læge: Lægen skal ikke træffe beslutningerne alene