For mange år siden skulle jeg instruere nogle små børn i et krybbespil, der skulle opføres selve juleaften. De små poder havde lært deres replikker udenad. Hyrderne i kjortel og lammeskind udråbte med forbavselse i stemmen »Se stjernen!«, mens de pegede på en strålende hvid papstjerne. De tre vise mænd med guldkroner og smykkeskrin skulle sige: »Vi kommer med guld, røgelse og myrra«. Men tydeligst i min erindring står ærkeenglen, en 6-årig rødhåret pige uden fortænder, der med klar røst bekendtgjorde: »Frygt ikke. Thi se, jeg forkynder jer en stor glæde, som at der skal være for hele folket«. Hun havde fået en svær sætning, som man nemt kunne kløjes i, og hun forstod næppe selv betydningen af sit budskab: Frygt ikke.
Frygt er et urinstinkt, et alarmberedskab, som skal tændes, når der er fare på færde. Men i vores del af verden er der blevet færre og færre livstruende akutte tilstande, og vi har mindre end nogensinde grund til at frygte. Det falder mig imidlertid ind, at den naturlige forbigående frygt i vor tid er afløst af kronisk angst. Mange er sunde i fysisk forstand, men går rundt og har det dårligt indeni.
