0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Freja Bech-Jessen
Foto: Freja Bech-Jessen

Jeg nægtede at ligne en hængt kat, når min familie så mig. Jeg ville se stærk ud, når jeg løb forbi dem

Politikens journalist Anders Legarth Schmidt løb Tokyo Marathon 3. marts i år og havde familien med på rejsen. Et par dage efter løbet skrev han en beretning om sin oplevelse. Om tvivl, smerte og eufori. Og om regn, kulde og kærlighed.

FOR ABONNENTER


Jeg tog til Japan med familien og en god fornemmelse i kroppen. Træningen var gået perfekt især i januar og februar, hvor jeg fik nogle virkelig onde træningspas i bogen.

Nedtrapning finder jeg aldrig hvile i. Jeg er elendig til det. Kommer til at løbe lidt for hårdt og begynder at blive hyperopmærksom på skavanker. Således også denne gang, hvor min ene balde begyndte at plage mig en uge før raceday.

Under en joggetur i Tokyo gled jeg på glatte fliser i regnen og slog hul på hofte og albue. Råbte helt upassende ad mig selv og sprintede i raseri hjem til vores hyggelige hotel ved Ueno Park.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce