Dengang midt i 1980’erne hang Peter i gardinerne. Lærerne havde svært ved at få ham til at sidde stille, og når vi spillede fodbold på fritidshjemmet, stod vi andre børn og så undrende til, når han kastede sig rundt og tilsyneladende umotiveret begyndte at græde. Engang bed han en lærer hårdt i hånden. Der gik hul, og det blødte. Peter fik grimme øgenavne og var i frikvartererne en udstødt, andre holdt sig væk fra. Han gjorde andre utrygge, selv om det ikke var hans hensigt.
Forleden kom jeg til at tænke på Peter. Det var, da jeg læste endnu en artikel om den eksplosion i antal psykiatriske diagnoser blandt børn og unge, som vi har set gennem de seneste 10-15 år. I dag ville Peter formentlig for længst have fået en diagnose – måske adhd – men dengang opfattede vi ham bare som underlig, larmende, vild og voldsom. Vi havde ikke nutidens sprog.
