Psykisk sygdom hos børn og unge er så udbredt, at hver syvende på 17 år har fået mindst én diagnose i sit børneliv. Er det godt eller skidt?

Hvordan bliver vores børn robuste, når vi konstant spørger dem, hvordan de har det?

Mange teenagere er plaget af psykiske problemer, og en stigende andel af dem får en eller flere diagnoser i løbet af barndommen. Arkivtegning Claus Nørregaard
Mange teenagere er plaget af psykiske problemer, og en stigende andel af dem får en eller flere diagnoser i løbet af barndommen. Arkivtegning Claus Nørregaard
Lyt til artiklen

Dengang midt i 1980’erne hang Peter i gardinerne. Lærerne havde svært ved at få ham til at sidde stille, og når vi spillede fodbold på fritidshjemmet, stod vi andre børn og så undrende til, når han kastede sig rundt og tilsyneladende umotiveret begyndte at græde. Engang bed han en lærer hårdt i hånden. Der gik hul, og det blødte. Peter fik grimme øgenavne og var i frikvartererne en udstødt, andre holdt sig væk fra. Han gjorde andre utrygge, selv om det ikke var hans hensigt.

Forleden kom jeg til at tænke på Peter. Det var, da jeg læste endnu en artikel om den eksplosion i antal psykiatriske diagnoser blandt børn og unge, som vi har set gennem de seneste 10-15 år. I dag ville Peter formentlig for længst have fået en diagnose – måske adhd – men dengang opfattede vi ham bare som underlig, larmende, vild og voldsom. Vi havde ikke nutidens sprog.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her