Andre billeder viser, hvordan personer i vandret position med benene strittende i alle retninger bliver skubbet ind i varevogne af personer iklædt masker, dragter og andet sikkerhedsudstyr. Inde på hospitalerne bryder overbelastede sygeplejersker sammen i udmattelse, når de har en sjælden pause under behandlingen af patienter, der fylder afdelingerne op og ligger på må og få alle steder, hvor der er plads. De to aktivister bag optagelserne er siden forsvundet eller anholdt.
Videooptagelserne er samlet i en dokumentar, som DR Horisont viste for et par uger siden, og de cementerede et billede af Kina som en autoritær stat, der ikke skyede nogen midler i kampen mod den virus, der for nylig af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, fik det sjældne stempel: en pandemi. Altså en verdensomspændende epidemi.
Neden under de dramatiske billeder og optagelser, som med rette har fået stor opmærksomhed, gemmer sig imidlertid en anden historie, som er vigtig at fortælle i en tid, hvor det meste af Europa – herunder Danmark – er lukket ned for at forhale epidemien. Hvor antallet af europæere, der er omkommet som følge af coronavirus, forlængst har overhalet de officielle dødstal fra Kinas Hubei-provins, og hvor Italien som det hårdest ramte land i verden dag efter dag offentliggør dødstal, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på statsledere, myndigheder og borgere i hele Europa.
For det er faktisk lykkedes for Kina at bremse epidemien ved effektivt at lukke samfundet ned og bryde smittekæderne på en måde, som alle andre lande, der er hårdt ramt af den nye coronavirus, kan lære af.
