Min svigerdatter sendte en video af Laura på 9 måneder, hvor den lille sidder på gulvet og spiller bold med sin far. Hun griner og griner. Hun bobler af latter. Og det er en smittende en af slagsen. Videoen er på 6 minutter. 6 minutter i selskab med en lille grinebider, der ikke aner, at verden er af lave. Når jeg ser klippet med lattermilde Laura, må jeg overgive mig og grine med. Det løsner noget i mig. Efter sådan et grineflip har jeg det bare godt.
Vi har brug for at grine i disse tider, hvor vi ikke må kramme. Kærlighedshormonet oxytocin udløses af hudkontakt, men også af latter. Jeg tror, at vi som hudsultende nation har et faretruende lavt niveau af dette særlige hormon. Og det kan få konsekvenser.




























