Albue-til-albue, fod-mod-fod eller sågar bagdel-imod-bagdel, som en af mine mere flamboyante veninder gør det. Under pandemien har vi fundet erstatninger for håndtrykket. Selv har jeg ofte brugt den hinduistiske hilsen, hvor håndfladerne samles foran brystkassen, og hovedet bukkes let.
Jeg har nok savnet håndtrykket, men jeg har ærlig talt haft det fint med, at jeg i en periode ikke skulle kindkysse med fremmede mennesker. I mødet med kindkyssende nationaliteter skal jeg altid tage mig sammen for at huske, om det er højre eller venstre kind, der skal stikkes frem først, og hvor mange kys det drejer sig om. Mere end én gang er det endt med, at hovederne er stødt sammen, eller mere pinligt, at kysset er endt på munden som følge af højre-venstre-konfusion.
