Overlæge på BørneUngeAfdelingen på Rigshospitalet, professor i pædiatrisk vaccinologi og infektionsepidemiologi på Københavns Universitet.
»Jeg synes desværre lidt, at verden, herunder Danmark, til tider har glemt at tænke sig om under coronakrisen. Vi gør ting, vi normalt aldrig ville gøre. Tester raske eksempelvis. Og nu skal vi vaccinere teenagere og unge voksne, der ingen individuel fordel har af vaccinen. Uden først at stoppe op og dokumentere, at der faktisk er behov for at vaccinere unge voksne, unge eller børn«.
»Store børn og unge voksne er kommet i en samfundsklemme. De har nærmest ingen individuel grund til at lade sig vaccinere, men de vil bare gerne have det overstået. De får stillet i udsigt, at samfundet bliver normalt på den anden side af vaccinerne, og så tænker de: Lad os få det overstået. Men jeg er ikke sikker på, at man kan sige, at de unge træffer beslutning om vaccination uden et ret betydeligt pres«.
»I børnevacinationsprogrammet og med influenzavaccinerne er der et grundlæggende princip om, at vaccinerne skal være til gavn for den enkelte. Derfor anbefaler vi ikke influenzavacciner til alle under 65 år, medmindre der er en særlig risiko. Det vejer tungt, at individet har en fordel af den konkrete vaccine. Ikke samfundet eller andres hensyn. Vi anbefaler eksempelvis pneumokok-vaccine til alle spædbørn, fordi det enkelte barn risikerer at blive alvorligt syg. Som en positiv sidegevinst medfører den vaccine så også, at færre ældre får infektionen og dermed måske alvorlig lungebetændelse. Det er godt, men vi anbefaler ikke den vaccine i børnevaccinationsprogrammet for de ældres skyld, men for det enkelte barns skyld«.
