Birger Nygaard: I slutningen af 60’erne gik jeg i gymnasiet på Metropolitanskolen (Lektor Blomme alias Valdemar Bang var død, så jeg overlevede). I frikvartererne gik alle (jambulerede) rundt i skolegården i retning mod uret. Det hed sig, at de gamle græske filosoffer altid spadserede, når de skulle tænke. Og derfor skulle vi også.
Det var tilsyneladende ikke nok med inskriptionen over hovedindgangen:
’Disciplina sollerti fingitur ingenium’ eller ’Tæv skærper ånden’, som Johs. Møllehave siges have oversat det.
Bente Klarlund Pedersen: Jeg tror, inskriptionen kan oversættes til noget i retning af ’Ved opfindsom belæring dannes karakteren’, men Scherfig og Møllehave tog sig nogle frihedsgrader i oversættelsen. Interessant, at eleverne på Metropolitanskolen skulle gå rundt i skolegården. Og det er korrekt, at mange af de gamle filosoffer var af den opfattelse, at gang stimulerede hjerneaktiviteten.
Hippokrates, græsk læge (ca. 460 f.Kr.-370 f.Kr.) sagde: »En gåtur er den bedste medicin«. Flere store tænkere giver udtryk for, at der er en særlig friskhed i den tanke, der er frembragt, mens kroppen er i bevægelse.
Den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) gav sig ud på gentagne lange og ensomme vandringer. Han sagde: »Det er, når jeg går, de store tanker kommer«. I bogen ’Ecce Homo’ skriver han: »At sidde så lidt som muligt: ikke stole på nogen tanke, der ikke er frembragt i det fri, under kroppens fri bevægelse – ikke på nogen idé, hvor ikke også musklerne har været med til festen. Enhver fordom kommer fra indvoldene. At have bly i røven er, gentager jeg, den egentlige synd mod ånden«.
Nietzsche udviste foragt for bøger skrevet i bibliotekernes indelukkede hørm, hvor der aldrig luftes ud: »Åh, vi forstår meget hurtigt, om forfatteren har fundet sin idé ved at sidde over for sit blækhus med fremskudt mave og hovedet nede i sine papirer. Hvor læser man hans bog hurtigt! Man fornemmer de sammenpressede indvolde lige så hurtigt som den iltfattige luft, det lave loft, det trange rum«.
Den schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-78) udtrykte samme foragt som Nietzsche for den tanke, der var skabt bag et skrivebord: »Jeg gør aldrig noget, undtagen når jeg vandrer, landskabet er mit arbejdsværelse, synet af et bord, papir og bøger indgyder mig kedsomhed, arbejdsredskaberne tager modet fra mig, hvis jeg sætter mig for at skrive, finder jeg intet, og nødvendigheden af at have ånd tager den fra mig«.
Han sagde også: »Jeg kan kun meditere, når jeg går. Når jeg stopper, hører jeg op med at tænke; mit sind arbejder kun med mine ben«.
I modsætning til Nietzsche og Rousseau bevægede den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) sig i en mindre radius, men udtrykker betydningen af musklernes bevægelse for tanken: »Når man vandrer, er man ikke engang nødt til at tænke, at tænke det ene eller det andet på den ene eller anden måde. I kraft af den vedvarende og automatiske kropslige anstrengelse bliver ånden atter modtagelig. Da sker det, at tankerne kan komme til at indtræffe, finde sted«.
Det er interessant, at vi i dag har et molekylærbiologisk grundlag, der understøtter filosoffernes idé om, at musklerne signalerer til hjernen. Når vi går, eller når musklerne på anden vis arbejder, udskilles stoffer, såkaldte myokiner, til blodet. Nogle af disse føres med blodet til hjernen, hvor de stimulerer en vækstfaktor, BDNF, der får vores hippocampus, dvs. hukommelsescenteret, til at vokse, så vi lærer bedre, husker bedre og bliver i bedre humør.
fortsæt med at læse
