For at reducere ventelister bliver det billigere for det offentlige at sende patienter på privathospital.

Privathospitaler skal i højere grad aflaste offentlige sygehuse – men til en lavere pris

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I en ny delaftale reduceres priserne på behandling på privathospitaler for at nedbringe venteliste i sundhedsvæsenet. I 2023 reduceres priserne med 12 procent. Herefter er rabatten på 10 procent frem til 1. juni 2025 for det offentlige, når patienter sendes på privathospital for behandling, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) på et pressemøde lørdag.

»Det er en helt afgørende prioritet for os som regering at få nedbragt de alt for lange ventetider, vi i øjeblikket har i vores sygehusvæsen. Vi ser, at ventetiderne på blandt andet operationer er rigtig lange og har været stigende de senere år. Der er eksempler på patienter, der må vente i mange måneder og for nogens vedkommende endda år for at komme i behandling«, siger Sophie Løhde.

Aftalen er indgået mellem regeringen, Danske Regioner og Sundhed Danmark, der er brancheorganisation for privathospitaler. Delaftalen er en del af den akutplan på samlet to milliarder, som regeringen har på vej for at nedbringe ventelister.

Rabatten for det offentlige kan give en besparelse på et trecifret millionbeløb. Ifølge Michael Gram Kirkegaard, næstformand i Sundhed Danmark, har det ikke været en »nem aftale« at indgå for privathospitalerne.

»Det er den rigtige vej at gå, fordi vi kommer til at være en accepteret og integreret del af det samlede sundhedsvæsen fremover«, siger han.

I 2022 blev omkring 240.000 borgere behandlet i det private ifølge Danske Regioner.

»Vi er glade for, at der er en rabatordning, så vi får priserne og taksterne ned på privathospitalerne. Dermed kan vi også få råd til at sende flere patienter ud til det private, samtidig med at vi får opbygget kapaciteten og aktiviteten i det offentlige til at tage fra, så vi kan få ventelisterne væk i løbet af de næste par år«, siger Anders Kühnau (S), formand For Danske Regioner.

Aftale gør op med gammeldags vurdering

Og det er som udgangspunkt godt, at prisen bliver lavere, fortæller Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet (SDU).

»Det, vi så må håbe, er, at det ikke reducerer privathospitalernes evne og tilskyndelse til at faktisk at prøve at udvide kapaciteten. For det er det, der er det andet formål med den her aftale. At privathospitalerne skal kunne tage endnu flere patienter«, siger han.

Med lørdagens delaftale har SVM-regeringen rusket op i det system, der har været hidtil. Dels bliver det billigere at sende borgere på privathospitaler, som regeringen også håber, vil blive ved at øge kapaciteten. Men den gør ifølge Jes Søgaard også op med »en noget gammeldags vurdering« af behandlinger og specialiserede operationer fra Sundhedsstyrelsens side.

»Man har taget udgangspunkt i, hvad et givent sygehus har haft af tidligere kompetencer og erfaring inden for en given specialiseret behandling, eksempelvis hofteledsdysplasi. Og så er det jo svært for nye parter – og især de mindre sygehuse. Og det er jo lidt tåbeligt, for de privathospitaler må faktisk gerne udføre de her behandlinger for privatpatienter. Det er kun for det offentlige, de ikke må udføre operationerne«, siger han.

Ud over rabatten indeholder aftalen også en såkaldt fast track-proces, der skal igangsættes. Her skal det inden sommerferien afklares, hvor »det private sundhedsvæsen kan varetage flere specialiserede behandlinger på områder med særligt høje ventetider og presset kapacitet«.

Hvor hurtigt delaftalen kan nedbringe ventelisterne, kan aftalepartierne ikke præcist sige.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her