Solen skinner. Dagene bliver længere. Foråret er på vej, og der er meget at glæde sig over. Vel raser voldsomme krige, og vel står vi midt i en klimakrise, men det ændrer ikke ved, at vi selv er begunstigede. Vi bor i et velfærdssamfund, og der er sørget for os, hvis vi skulle blive ramt af alvorlig sygdom eller ulykke.
Vi burde have en grundtone af taknemmelighed. Men det hænder desværre, at jeg støder på begrebet sure gamle mænd. Sådan nogle, der går rundt og brokker sig og føler sig snydt af livet. Nej, jeg tænker ikke på dem, der er blevet gamle før tid på grund af et nedslidende arbejde og et dårligt helbred. Jeg kan godt forstå, hvis de ikke ser livet som et festblus. Jeg tænker på dem, der tjener godt, har pensionsordninger og private sygeforsikringer. Hus, have og vovse. Spiller tennis og holder sig i form. Og alligevel går rundt og brokker sig. De er bitre og hævngerrige. Misundelige med megalomane træk. De føler ikke, de har fået den anerkendelse, de fortjener.
Helt galt går det, når den almindelige surhed ender i kværulantforrykthed, som er en personlighedsforstyrrelse med vrangforestillinger. Den kværulante er mistroisk, bedrevidende og fjendtlig og søger aktivt at overbevise omverdenen om sine ideers lødighed med henvisning til »beviser«.
Så længe diagnosen kun er sur, gammel mand, kan man prøve med lidt kærlighed. Er surheden ledsaget af tab af muskelmasse og ophobning af fedt, kan man overveje, om der er tale om testosteronmangel. Men er tilstanden slået over i kværulantforrykthed, er behandling ikke længere mulig, da personen ikke mener sig syg.
Det er derfor også hans omgivelser, der er mit ærinde i dag. For hvad gør man, hvis man er udsat for kværulantforrykthed? Om muligt møder man den med tavshed. Det er nok det eneste middel, der virker. Vi bliver dagligt mindet om, at livet er kort. Så det er skidt, når privilegerede mennesker bruger tiden på at være sure og gnavne. Lige så skidt er det at lade sig anfægte af det sure, når der nu er så meget at glædes over.
fortsæt med at læse
